Blog Archives

JA, JEG LAVER ADVERTORIALS

Jeg er ved at forberede mig på et møde med en ny kunde, der gerne vil have lavet en advertorial. En advertorial er en annonce udformet som en artikel og ofte bragt sammen med det redaktionelle stof i et medie. Det skal dog fremgå, at der er talte om betalt stof.

Nogen journalister viger udenom at lave den slags stof, men for mig at se er der ikke den store forskel. Som journalist går jeg til opgaven på samme måde, som jeg vil gå til en hvilken som helst anden artikel. Jeg møder op hos kunden og medbringer min nysgerrighed og åbne sind og stiller de samme spørgsmål, som jeg ellers ville stille. Jeg har selvfølgelig de positive briller på, men jeg mener, at det både er i kunden og læserens interesse, at historien bliver nuanceret og kommer godt rundt om emnet. Hvis den færdige advertorial maler et for lyserødt billede af virksomeden eller produktet, står læserne af. Jeg synes, det er bedre at finde den gode historie om virksomheden og gennem dem fortælle, hvor dygtig virksomheden i øvrigt er.

Jeg har lavet adverorials for velgørende organisationer, medicinalfirmaer og diverse butikker og firmaer. De har været bragt i lokalaviser, ugeblade, og senest har jeg lavet en advertorial til Jyllands-Posten for murermester Michael Bruhn i Brabrand. Udover at være en dygtig murer har Michael Bruhn også selv en god historie. Han rejste som ung til Aarhus kun medbringende sin guitar og drømmen om at blive rockmusiker. Det blev han ikke, men han blev murer og vinder i dag priser for sit håndværk. Jeg er sikker på, at den historie husker kunderne, når de om et halvt år har brug for en murer, og derved husker de også ham.

Jeg har også udtalt mig om advertorials i en artikel  i Journalisten – journalisternes fagblad.

Freelancejournalist Vibeke C. Larsen har mange års erfaring i at lave advertorials, pr og pressemeddelelser

Foto: HELENE BAGGER

Har din virksomhed brug for storytelling i form af en advertorial? Kontakt mig for en uformel snak og mere info.

Share This:

NYT LIV

Min hjemmeside har længe levet et stille og ensomt liv, og det vil jeg forsøge at rode bod på. Jeg har – indrømmet – haft lidt berøringsangst overfor det her WordPress, og svedperlerne er sprunget frem på min pande, når jeg har logget på. Nu har jeg imidlertid takketvære mit fine medlemskab af Journalistforbundets Freelancegruppe været på kursus i WP og lært en masse fine tricks til, hvordan jeg kan puste lidt liv i min side. Jeg vil fremover skrive lidt om min gøren og laden.

Talenternes By

Jeg har for femte år været så heldig, at produktionen af uddannelsesavisen Talenternes By landede på mit skrivebord. Jeg brugte to tætpakkede dage på at interviewe unge på uddannelsesinstitutionerne i Lyngby, mens min gode kollega Henrik Holst fotograferede. Jeg bliver altid så glad, når jeg laver de historier, for jeg møder så mange søde og begavede unge mennesker med masser af initiativ og planer for fremtiden. måske er der alligevel nogen til at betale for vores folkepension, når vi kommer dertil? Talenternes By kommer som indstik i lokalavisen Det Grønne Område i begyndelsen af januar og bliver delt ud på skoler i området.

Aarhus VVS- og Blikkenslagerlaug

Før julefreden sænker sig over den lille freelancebix, skal der laves en pressemeddelelse for Aarhus VVS- og Blikkenslagerlaug, som er en af årets nye kunder. Jeg er så heldig, at jeg sidder på byens bedste freelancekontor, og da VVS’erne ringede til os for at få hjælp til PR, fik jeg opgaven. Umiddelbart aner jeg intet om VVS-arbejde, og jeg beskæftiger mig normalt heller ikke med lobby-arbejde, men det fede ved at være fri fugl er netop, at man bliver kastet ud på ukendt vand. VVS’erne var meget fortørnede over et lovforslag, der ville tillade andre faggrupper at bevæge sig ind på deres område. Jeg lavede pressemeddelelser og hev fat i lokale folketingsmedlemmer for at tale VVS’ernes sag. Min dygtige kollega tegneren Natalie Hanssen lavede en illustration, som på humoristisk vis viste problemstillingen. VVS’erne fik en del omtale blandet andet i byggeriets blad Licitationen.

Visit Vesthimmerland

Fotografering af Hee Welling på Løgstør Strand af Betina Fleron Hede

Hårdt arbejde at lave magasinet for Visit Vesthimmerland. Her fotograferer Betina Hee Welling en kold juledag på stranden ved Løgstør

En anden af årets andre nye kunder er Visit Vesthimmerland. Min gamle Ude og Hjemme-kollega fotografen og nu også turistmedarbejder Betina Fleron Hede hev mig ind til et spændende projekt. Vi skulle sammen lave et turistmagasin for egnen, men ikke bare et magasin, der fortalte om de lokale seværdigheder, nej, ambitionen var at lave et fedt magasin fyldt med gode billeder og artikler om spændende mennesker, der havde en tilknytning til området krydret med historier om gastronomi, natur og serværdigheder. Udover at køre Vesthimmerland tyndt tog vi både til London og København for at få de rigtige mennesker i tale. Det blev til en række spændende møder med tidligere vesthimmerlændige som designeren Peter Jensen, møbeldesigneren Hee Welling, kunstner og fundraiser for SMK Hanne Støvring, indretnings-guru Louise Dorph-Petersen, fitnessdronning Michelle Kristensen og ikke mindst dynekongen Lars Larsen, der stod i spidsen for det store golfstævne Made in Denmark, som trak en masse golfentusiaster til Gatten i Vesthimmerland i august. Vi lavede to magasiner – et om hele området og et om byen Aars. 

Share This:

AT GÅ I FLYVERSKJUL

NEEJ HEEJ, JEG SÅ DIG SLET IKKE…

… Jo, du gjorde, men du orkede bare ikke lige at tale med din gamle klassekammerat eller kollega, i hvert fald ikke lige i dag, og derfor gik du i flyverskjul. Men det er faktisk ikke så svært at tage konfrontationen frem for flugten, siger psykologen.

 

AF VIBEKE C. LARSEN

 

Jeg havde i flere dage fablet om, at jeg ville have fastelavnsboller, og jeg var så tæt på at nå mit mål – bageren i Føtex – da jeg stoppede op så brat, at min kæreste nær var gået ind i mig. Derpå vendte jeg om og skyndte mig ud af butikken med min undrende kæreste på slæb.
– Jeg troede, at du ville have fastelavnsboller? spurgte han.
– Ikk’ alligevel, mumlede jeg og kiggede mig skyndsomt over skulderen.
Derhenne i bagerkøen stod min ekskæreste og ventede, og jeg kunne simpelthen – sukkerhunger eller ej – lige i sekundet overskue at skulle præsentere min nuværende kæreste for min eks. og sludre om vind og vejr i fem minutter. Desuden havde jeg dårlig hårdag og bar briller. Altså valgte jeg den kujonagtige løsning – at gå i flyverskjul.
Selv om min kæreste var lettere hovedrystende over min barnagtige handling, er jeg ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der tyer til flyverskjul.
Hvem kender ikke situationen, hvor man pludselig spotter sin gamle klassekammerat, forhenværende flamme eller meget talende nabo ud af øjenkrogen? Det er ikke fordi, det ikke kunne være hyggeligt at tale om gamle dage og indhente det forsømte en fem minutters tid over køledisken, men bare ikke lige den dag. Sjovt nok sker disse møder altid på dage, hvor overskudskontoen er i minus, humøret er dårligt, og håret sidder underligt. Hvis bare det skete på en dag, hvor man lige havde været til frisøren, er iført spritnyt tøj og lige blevet forfremmet, så man rigtig kan signalere overskud og ’her går det godt’, så havde man sagt hej.

 

ER DU OGSÅ HER?
Da der desværre er meget langt mellem de dage, hvor ens liv er taget ud af et dameblad, vælger jeg sommetider den nemme og kujonagtige løsning – at lade som om, jeg ikke har set vedkommende, mens jeg diskret lister hen i den anden ende af butikken og gemmer mig mellem konserves og ketchup, mens jeg satser på, at den gamle sidekammerat fra 5. klasse ikke er sendt i byen efter flåede tomater. Spøjst er det, at jeg sagtens kan være venner med klassekammeraten fra 5. på facebook eller et andet socialt internet medie og her udveksle friske kommentarer, men på nettet kan hende fra 5. jo heller ikke se, at håret klasker, og chefen er et fjols.
Sker det, at den gamle bekendte desværre netop var på jagt efter speltmel eller halogenpærer, eller hvor man nu har gemt sig, er der ikke andet at gøre end med unaturlig høj stemmeføring at sige: – Neeej heej, er du også her? Jeg så dig slet ikke.
Det er virkelig pinligt at blive taget med hovedet i busken, for flyverskjul er en klar overtrædelse af de sociale spilleregler.

 

FLYVERSKJUL I NETTO
Man kan også være ligeglad med sociale spilleregler og vælge den meget ærlige model, som en af mine bekendte engang blev udsat for i Netto. Hun løb på en gammel studiekammerat og ville lige sige hej. Ikke en lang ’hvor er det længe siden, vi må også snart mødes over en kop kaffe’- snak, bare et uskyldigt hej.
Men hendes hej blev mødt af en noget uventet svada: – Jeg så dig godt, men jeg orkede ikke lige, at blive mindet om den periode i mit liv, så jeg lod, som om jeg ikke havde set dig.
Meget ærligt, men jeg havde nok bare spillet ’Neej neej’-kortet.
Jeg er normalt et talende og socialt menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg og andre vælger at smide os fladt ned i et prøverum i en herremodebutik eller tage flugten ind i en forretning for hårde hvidevarer, når vi løber på en gammel kollega eller kæreste på gågade lørdag formiddag. Derfor ringer jeg til psykolog Mariann Krogh, der praktiserer i Odense.
– Jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at man ikke tager sig tid til at forholde sig til hinanden. At man ikke erkender hinanden som mennesker. Jeg ved godt, at jeg er streng nu, siger psykologen, og jeg bliver helt nervøs.
Er jeg virkelig et dårligt menneske, fordi jeg går i flyverskjul?

 

MANGEL PÅ MENNESKELIGT OVERSKUD
Mariann Krogh giver vores fortravlede hverdag skylden for, at det sommetider kan være nemmere at gå i skjul end at sige hej.
– Vi er ikke så meget i fællesskabet mere, og vi giver ikke os selv op for noget. Alle er pressede i tid, for vi står overfor en million stimuli og valg hver eneste dag, og så kommer vi i underskud. Når vi så står i supermarkedet og ser en, vi kender, har vi simpelthen ikke fem minutter til at sige hej, forklarer psykologen.
– Hvad så med vores urmenneskehjerne? forsøger jeg. – Kan den ikke bruges som forklaring på, at vi vælger at gå i flyverskjul?
– Nej, urmennesket kan vi ikke bruge som undskyldning, fastslår Mariann Krogh. – Det handler om mangel på menneskeligt overskud og en overfokusering på sig selv.
Hun forslår, at man prøver at sætte sig i den andens sted, før man går i flyverskjul, for ingen bryder sig om at blive ignoreret, og det kan give grundlag for en masse negative tanker hos den oversete om, hvorfor den gamle klassekammerat pludselig ikke hilste.
Jeg håber ikke, at min ekskæreste har fået varige traumer efter mødet i Føtex, men faktisk er det slet ikke så svært at være et ordentligt menneske, forklarer psykologen mig.
– Det er ikke så svært, man skal bare være ærlig, og det er ok at sige, at man bliver lidt forlegen og ikke ved, hvad man skal sige. Og hvis man vitterlig ikke har fem minutter, så kan man godt sige ’jeg ville rigtig gerne tale med dig, men jeg har simpelthen ikke tid i dag’. Det er nemmere for modparten at forholde sig til det, der bliver sagt, siger Mariann Krog.
Måske behøver det slet ikke være så farligt at sige hej til den gamle kæreste, klassekammeraten fra 5. eller den tidligere nabo. Jeg vil i hvert fald prøve at lade være med at stikke hovedet i busken, næste gang jeg støder ind i min fortid, og går det helt galt, kan jeg jo bare sige, at jeg har travlt.

 

Bragt i Hendes Verden i 2010

Share This:

Category: Klummer