Tag Archives: Leonida Nielsen

DEN DANSKE TUTSIPRINSESSE

Posted on by 1 comment
Leonida Joseph Nielsen har oplevet mere end de fleste, siden hun blev født i en flygtningelejr i Tanzania som datter af tutsi-flygtninge fra Rwanda. For ti år siden afslørede hendes mor, at hun var tutsiprinsesse, og i dag bor hun i Brabrand og er mor til seks.

Af VIBEKE C. LARSEN

Foto HANNE PALUDAN KRISTENSEN

Historien om Leonida Joseph Nielsens utrolige liv kan begynde mange steder. Den kan starte med, at hun er mor til seks børn i alderen 3 til 29 år, men stadig har en skikkelse, som de fleste af os kun kan drømme om. Historien kan også begynde, da hun flyttede fra Tanzania til Tarm som 17-årig, fordi hun var forelsket i en dansk mand. Endelig kan vi skrue tiden helt tilbage til dengang, da hendes tipoldefar var tutsikonge i Rwanda.

Men fortællingen om Leonida Joseph Nielsen begynder med spørgsmålet om hendes alder.

– Kan du ikke bare skrive, at jeg er i begyndelsen af fyrrene? spørger hun og smiler.

Da vi insisterer på, at vi gerne vil have en konkret alder, bliver Leonida alvorlig. Det handler om andet end bare alders-krukkeri.

– Det er kun min mand og min læge, der kender min rigtige alder og fødselsdag. For ti år siden sagde min mor til mig: ’Nu skal du høre, du hedder ikke det, som du tror, du hedder, og den alder, du har, er ikke din rigtige’. For at beskytte familien holdt min mor vores navne, fødselsdage og hjemstavn hemmelig. Hun var bange for, at vi ville blive slået ihjel, hvis nogen kendte sandheden. Nu har jeg bare vænnet mig til, at det er sådan, fortæller Leonida, der er ud af en søskendeflok på 10, der i dag lever spredt ud over hele verden.

For at finde grunden til moderens hemmelighedskræmmeri skal vi helt tilbage til Leonidas tipoldefar. Han var konge i Rwanda, og det gør Leonida til tutsiprinsesse.

Selv tillægger hun ikke prinsessetitlen stor betydning.

– Måske havde jeg levet anderledes, hvis jeg havde vidst det. Men jeg er jo ikke prinsesse i min egen bevidsthed, mine forfædre levede et privilegeret liv, men hvad skal jeg bruge det til, udover at det er en god historie? Mine børn driller mig med, at ’mor er en prinsesse’, men jeg er jo bare Leonida, der bor i Brabrand med min mand og to små børn, siger Leonida og griner.

 

En belastende historie

Leonidas forfædre blev båret rundt i bærestole, og hendes mor har fortalt, at nogle af dem havde så dårlig motorik, at de knap kunne gå selv, fordi de var vant til at blive båret rundt. De royale tutsi-aner er dog mere end blot en god historie om forfædre, der ikke kunne gå selv. I Afrika er tutsifolket stadig i konflikt med et andet folkeslag, hutu’erne, og i en moderne verden er der ikke langt fra en etnisk konflikt i Afrika til det fredelige Danmark. Det oplevede Leonida i 2000, da hun boede i Vestjylland med sin første mand.

En dag fik Leonida besøg af politiet, der kunne fortælle, at de på foranledning af FN’s krigsforbrydertribunal havde anholdt en asylansøger fra Rwanda i hendes by. Manden var under mistanke for at have medvirkende til folkemordet i Rwanda, hvor hutuer udrensede tutsier i 1994. Politiet havde en mistanke om, at den anholdte hutu muligvis var ude efter Leonida.

– Jeg blev meget bange, og jeg blev bange for, at der skulle ske noget med mine børn. Jeg tænkte på min mor, og nu forstod jeg, at det var med god grund, at hun havde holdt sandheden om vores rødder skjult for os. Pludselig blev det en belastning at have min historie, fortæller Leonida.

Den anholdte blev udleveret til FN’s krigsforbrydertribunal i Tanzania, og Leonida kunne igen sove roligt. Manden blev tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden under krigen i Rwanda

 

Mor som 14-årig

Ordene flyder let. Efter mere end tyve år i Danmark behersker Leonida sproget, og kun en svag accent afslører hendes baggrund.

Leonida voksede op i Tanzania. Hendes forældre flygtede fra urolighederne i Rwanda i 1963, og få år efter kom hun til verden i en flygtningelejr i Tanzania. Siden fik forældrene deres eget lille landbrug, og Leonida husker, hvordan forældrene havde svært ved at dyrke jorden, fordi de aldrig havde været vant til den type arbejde. Moderen holdt sammen på familien, mens faderen ofte forlod sin kone og børn og var væk i flere måneder.

– Min far tog skade af flugten, og han kunne ikke acceptere, at han ikke længere havde det samme privilegerede liv som i Rwanda. Han mistede ansvarligheden, og min mor måtte opdrage os børn alene. Far mente, at hvis vi flyttede tilbage til Rwanda, kunne vi få deres gamle liv tilbage. Men min mor fik det psykisk dårligt af at være i Rwanda, for alle venner og familie var flyttet væk eller døde, fortæller Leonida.

Hun voksede op og blev en nysgerrig og oprørsk ung dame, som tidligt begyndte at udforske verden omkring sig. Som 13-årig blev hun gravid.

– Jeg opdagede det først, da jeg var i femte-sjette måned, og jeg blev rigtig bange, for hvad skulle sige til mine forældre? Jeg var jo ikke gift og bange for mine forældres reaktion, så jeg stak af midt om natten.

Hun overtalte en veninde til at tage med på flugten, og så gik turen til hovedstaden Dar-es Salam, der lå 150 kilometer væk.

– Vi havde ingen penge, så vi fik jobs undervejs, og når vi havde til busbilletten, rejste vi videre. Min veninde spurgte flere gange, om vi ikke skulle tage tilbage til vores landsby, men jeg ville videre, fortæller Leonida ivrigt.

Hun gestikulerer ivrigt, mens hun fortæller om flugten til storbyen.

 

Mødet med kærligheden

Leonida fandt arbejde som receptionist og en toværelses lejlighed i Dar-es Salam, og i hovedstaden fødte hun sin ældste datter.

– Jeg tog ikke kontakt til mine forældre. Jeg skammede mig, fordi jeg havde et barn uden at være gift eller have en mand. Det var hårdt at være alene med et barn, men jeg ville klare mig, for jeg ville gerne have, at min familie skulle se, at jeg kunne klare mig selv uden at sælge mig selv på gaden, fortæller Leonida.

Da hendes datter var otte måneder, tog Leonidas liv en ny drejning. Gennem en veninde blev hun inviteret med til fødselsdag hos den danske konsul i Dar-es Salam, og her mødte hun danske Niels, som var ulandsfrivillig.

– Jeg blev meget fascineret af ham. Han var ældre end mig og europæer og vidste en masse ting, som jeg ikke anede noget om, siger Leonida, der kun havde få års skolegang bag sig.

Fascinationen var gensidig, og Leonida blev kærester med den 24-årige dansker.

– Han accepterede min datter, og det syntes jeg, var fantastisk, husker Leonida, der selv var 15 år.

Med Niels ved sin side besluttede hun sig for at aflægge forældrene et besøg, selv om hun var nervøs for reaktionen. Hun var jo stukket af midt om natten og vendte nu tilbage med barn og en mand, en europæisk mand.

– Vi blev godt modtaget af mine familie, og min far forærede Niels en ged. Niels spurgte, hvad han skulle stille op med en ged, men det var en symbolsk gave, et tegn på respekt.

To år senere udløb Niels’ kontrakt, og parret måtte overveje deres fremtid sammen.

– Jeg sagde til Niels, at hvis jeg skulle være sammen med ham, skulle jeg med hjem til hans land, ellers kunne jeg ikke lære ham ordentligt at kende. Jeg var vant til at se, hvordan europæerne i Afrika kørte rundt i store biler, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at alle i Europa var så rige, forklarer Leonida.

Som 17-årig satte hun sig op i flyveren mod Danmark og forlod sit hjemland for altid. Med sig havde hun sin datter og sin danske kæreste.

 

Forsinket teenageliv

Fra det varme Afrika landede Leonida i et koldt og mørkt Danmark. Niels kom fra Vestjylland, så parret bosatte sig i Tarm.

– Det var virkelig svært at bo i Danmark, jeg kunne slet ikke finde ud af det. Her var koldt, og folk spiste rådne fisk – sild. Jeg kunne ikke tale med folk, fordi der var mange i byen, der ikke kunne engelsk, og det tog virkeligt hårdt på mig, fortæller Leonida.

Hun havde dog Niels, og hans familie tog i mod deres nye svigerdatter med åbne arme.

– Niels’ mor blev min reservemor. Hun lærte mig at dække bord, lave mad og organisere. Det er Niels’ familie, der har ’opdraget’ mig til at være den, jeg er i dag. De var virkelig fantastiske, siger Leonida.

Hun fik tre sønner med Niels. De er i dag 25, 22 og 12 år, mens hendes datter er 29 år.

Sideløbende med børnenes skolegang tog hun selv folkeskolens øverste klasser og HF. Ønsket om at lære mere fik hende til at søge ind på pædagogseminariet, og her åbnede en ny verden sig for hende.  Hun begyndte at tænke over sit eget liv og ikke mindst sit ægteskab. Det gik langsomt op for hende, at hun og Niels var vokset fra hinanden, og i 2000 flyttede hun.

– Det er frygteligt at blive skilt, og jeg ville virkelig ikke ønske det for nogen. Det er ekstra forfærdeligt, når man har børn sammen. Mine børn syltede mig, fordi det var mig, der var gået. De nægtede at ringe eller besøge mig, og jeg havde det virkelig af helvede til, for mine børn er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede på mig, og jeg gav dem tid til at komme sig, for det var jo en sorg. Hvis jeg ikke havde givet dem tid, så havde jeg mistet dem, siger Leonida ærligt.

Børnene blev ikke mildere stemte, da Leonida midt i skilsmissen mødte Michael. Han var murersvend, boede på et 15 kvadratmeter stort værelse i Århus, og så var han otte år yngre end Leonida, som på det tidspunkt var midt i 30’erne.

– Jeg var ude og spise med en veninde, og så forslog hun, at vi skulle gå ud at danse, og her mødte jeg Michael. Han elskede også at danse. Jeg var egentlig ikke interesseret, for jeg var jo midt i en skilsmisse, og jeg skulle ikke finde en ny mand, men Michael var så pågående, siger Leonida og griner.

Murersvenden fik slået benene væk under tutsiprinsessen, og snart droppede hun sin nye lejlighed og flyttede ind på hans lille værelse.

– Jeg kom fra en gård på 300 kvadratmeter, og nu boede jeg på 15, men jeg var forelsket, og så er man jo blind og naiv. Jeg tror, at det var mit teenageliv, jeg udlevede. Jeg har jo aldrig været teenager, fordi jeg blev mor så tidligt, siger Leonida.

 

Bleer og småbørn

I august 2003 blev Leonida gift med Michael, og langsomt accepterede hendes børn forholdet.

– De var jo næsten jævnaldrende med Michael, og det var slemt, men jeg tror simpelthen ikke, at mine børn ville have, at der var en anden mand i mit liv, siger Leonida.

Hendes store børn har i dag fået to små søstre på tre og fire år, for Leonida var bevidst om, at hvis hun ville Michael, måtte hun også tage en omgang mere med bleer og små børn.

– Jeg kunne ikke bare sidde her med mine fire børn, mår Michael ikke havde nogen, og sige, at jeg ikke ville have flere børn. Hvis vi skulle leve sammen, skulle vi også have børn, siger hun.

I dag har familien en hektisk hverdag som alle andre småbørnsfamilier. Michael er selvstændig muremester, og Leonida er netop blevet pædagogisk leder af en integreret institution.

– Man er kun på jorden i kort tid, så man skal sørge for at få det bedste ud af livet og være ligeglad med, hvad naboen tænker, siger Leonida.

Og det bliver den sidste bemærkning i historien om tutsiprinsessen uden alder, der blev muremesterfrue i Brabrand.

 

Fakta:

I 1895 blev Rwanda blev en tysk koloni, men efter 1. verdenskrig blev kolonien belgisk.  Tutsi-folket regerede landet og udgjorde overklassen, selv om de var i mindre tal. I 1959, tre år før Rwanda blev selvstændigt, væltede hutuerne i Rwanda den regerende tutsi-konge, og 150.000 tutsier flygtede til nabolandene, mens tusinder mistede livet. I 1990 udbrød der borgerkrig i landet mellem hutuer og tutsier, og det kulminerede med folkedrabet i 1994, hvor 800.000 tutsier mistede livet i løbet af tre måneder. I dag er det nabolandet Congo, der er skueplads for konflikten mellem tutsier og hutuer.

Kilde: Wikipedia

 

Bragt i Femina nr. 23 2009

Share This: