Category Archives: Klummer

AT GÅ I FLYVERSKJUL

NEEJ HEEJ, JEG SÅ DIG SLET IKKE…

… Jo, du gjorde, men du orkede bare ikke lige at tale med din gamle klassekammerat eller kollega, i hvert fald ikke lige i dag, og derfor gik du i flyverskjul. Men det er faktisk ikke så svært at tage konfrontationen frem for flugten, siger psykologen.

 

AF VIBEKE C. LARSEN

 

Jeg havde i flere dage fablet om, at jeg ville have fastelavnsboller, og jeg var så tæt på at nå mit mål – bageren i Føtex – da jeg stoppede op så brat, at min kæreste nær var gået ind i mig. Derpå vendte jeg om og skyndte mig ud af butikken med min undrende kæreste på slæb.
– Jeg troede, at du ville have fastelavnsboller? spurgte han.
– Ikk’ alligevel, mumlede jeg og kiggede mig skyndsomt over skulderen.
Derhenne i bagerkøen stod min ekskæreste og ventede, og jeg kunne simpelthen – sukkerhunger eller ej – lige i sekundet overskue at skulle præsentere min nuværende kæreste for min eks. og sludre om vind og vejr i fem minutter. Desuden havde jeg dårlig hårdag og bar briller. Altså valgte jeg den kujonagtige løsning – at gå i flyverskjul.
Selv om min kæreste var lettere hovedrystende over min barnagtige handling, er jeg ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der tyer til flyverskjul.
Hvem kender ikke situationen, hvor man pludselig spotter sin gamle klassekammerat, forhenværende flamme eller meget talende nabo ud af øjenkrogen? Det er ikke fordi, det ikke kunne være hyggeligt at tale om gamle dage og indhente det forsømte en fem minutters tid over køledisken, men bare ikke lige den dag. Sjovt nok sker disse møder altid på dage, hvor overskudskontoen er i minus, humøret er dårligt, og håret sidder underligt. Hvis bare det skete på en dag, hvor man lige havde været til frisøren, er iført spritnyt tøj og lige blevet forfremmet, så man rigtig kan signalere overskud og ’her går det godt’, så havde man sagt hej.

 

ER DU OGSÅ HER?
Da der desværre er meget langt mellem de dage, hvor ens liv er taget ud af et dameblad, vælger jeg sommetider den nemme og kujonagtige løsning – at lade som om, jeg ikke har set vedkommende, mens jeg diskret lister hen i den anden ende af butikken og gemmer mig mellem konserves og ketchup, mens jeg satser på, at den gamle sidekammerat fra 5. klasse ikke er sendt i byen efter flåede tomater. Spøjst er det, at jeg sagtens kan være venner med klassekammeraten fra 5. på facebook eller et andet socialt internet medie og her udveksle friske kommentarer, men på nettet kan hende fra 5. jo heller ikke se, at håret klasker, og chefen er et fjols.
Sker det, at den gamle bekendte desværre netop var på jagt efter speltmel eller halogenpærer, eller hvor man nu har gemt sig, er der ikke andet at gøre end med unaturlig høj stemmeføring at sige: – Neeej heej, er du også her? Jeg så dig slet ikke.
Det er virkelig pinligt at blive taget med hovedet i busken, for flyverskjul er en klar overtrædelse af de sociale spilleregler.

 

FLYVERSKJUL I NETTO
Man kan også være ligeglad med sociale spilleregler og vælge den meget ærlige model, som en af mine bekendte engang blev udsat for i Netto. Hun løb på en gammel studiekammerat og ville lige sige hej. Ikke en lang ’hvor er det længe siden, vi må også snart mødes over en kop kaffe’- snak, bare et uskyldigt hej.
Men hendes hej blev mødt af en noget uventet svada: – Jeg så dig godt, men jeg orkede ikke lige, at blive mindet om den periode i mit liv, så jeg lod, som om jeg ikke havde set dig.
Meget ærligt, men jeg havde nok bare spillet ’Neej neej’-kortet.
Jeg er normalt et talende og socialt menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg og andre vælger at smide os fladt ned i et prøverum i en herremodebutik eller tage flugten ind i en forretning for hårde hvidevarer, når vi løber på en gammel kollega eller kæreste på gågade lørdag formiddag. Derfor ringer jeg til psykolog Mariann Krogh, der praktiserer i Odense.
– Jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at man ikke tager sig tid til at forholde sig til hinanden. At man ikke erkender hinanden som mennesker. Jeg ved godt, at jeg er streng nu, siger psykologen, og jeg bliver helt nervøs.
Er jeg virkelig et dårligt menneske, fordi jeg går i flyverskjul?

 

MANGEL PÅ MENNESKELIGT OVERSKUD
Mariann Krogh giver vores fortravlede hverdag skylden for, at det sommetider kan være nemmere at gå i skjul end at sige hej.
– Vi er ikke så meget i fællesskabet mere, og vi giver ikke os selv op for noget. Alle er pressede i tid, for vi står overfor en million stimuli og valg hver eneste dag, og så kommer vi i underskud. Når vi så står i supermarkedet og ser en, vi kender, har vi simpelthen ikke fem minutter til at sige hej, forklarer psykologen.
– Hvad så med vores urmenneskehjerne? forsøger jeg. – Kan den ikke bruges som forklaring på, at vi vælger at gå i flyverskjul?
– Nej, urmennesket kan vi ikke bruge som undskyldning, fastslår Mariann Krogh. – Det handler om mangel på menneskeligt overskud og en overfokusering på sig selv.
Hun forslår, at man prøver at sætte sig i den andens sted, før man går i flyverskjul, for ingen bryder sig om at blive ignoreret, og det kan give grundlag for en masse negative tanker hos den oversete om, hvorfor den gamle klassekammerat pludselig ikke hilste.
Jeg håber ikke, at min ekskæreste har fået varige traumer efter mødet i Føtex, men faktisk er det slet ikke så svært at være et ordentligt menneske, forklarer psykologen mig.
– Det er ikke så svært, man skal bare være ærlig, og det er ok at sige, at man bliver lidt forlegen og ikke ved, hvad man skal sige. Og hvis man vitterlig ikke har fem minutter, så kan man godt sige ’jeg ville rigtig gerne tale med dig, men jeg har simpelthen ikke tid i dag’. Det er nemmere for modparten at forholde sig til det, der bliver sagt, siger Mariann Krog.
Måske behøver det slet ikke være så farligt at sige hej til den gamle kæreste, klassekammeraten fra 5. eller den tidligere nabo. Jeg vil i hvert fald prøve at lade være med at stikke hovedet i busken, næste gang jeg støder ind i min fortid, og går det helt galt, kan jeg jo bare sige, at jeg har travlt.

 

Bragt i Hendes Verden i 2010

Share This:

Category: Klummer

VED SIDEN AF EN DÅRLIG KVINDELIGE BILIST, SIDDER DER EN ARRIG MAND

Posted on by 0 comment

Jeg har kørt bil, siden jeg var12, modtaget 31 køretimer af meget pædagogisk kørelærer, og jeg er endda medejer af et styk blå Renault. Alligevel får jeg koldsved på panden og hjertebanken, når jeg kaster mig ud i trafikken, og det gør det ikke bedre, at når der sidder en bedrevidende mand ved siden af

Af VIBEKE C. LARSEN

– Gefühl, skat, gefühl. Kæresten ruller med øjnene, mens han irriteret spytter ordene ud. Jeg sidder bag rattet i fællesbilen og har endnu en gang skiftet gear med en for min mandlige medpassager ganske uforståelig ufølsomhed. Hver gang jeg hiver i gearstangen, vrider han sig, som er det selve hans manddoms pryd, jeg mishandler. Han kan simpelthen ikke forstå, at jeg ikke med let hånd kan hoppe fra fjerde til femte gear. Forklaring – jeg er en kvinde og bliver frygtelig usikker, når jeg sidder bag et rat. Jeg kan sagtens køre 30 kilometer med håndbremsen trukket uden at undre mig det mindste over, at lampen lyser rødt. Jeg har heller ikke helt forstået, at en bil ikke er lavet af et elastisk materiale, så man i en parkeringssituation ikke bare kan forsætte, til man mærker modstand. Først når kofangeren ligger afrevet foran bilen, forstår jeg, at jeg nok burde have forsøgt med en anden taktik end blot at tænke ’det går nok’, eller ’jeg ville have været en stor bilist i Paris’. Når jeg kigger rundt på mine medsøstre, der ellers alle er ligestillede med mænd i job, uddannelse og huslige pligter, er der ingen af dem, der springer i øjnene som Tom Kristensens afløser, men jeg tror ikke forklaringen skal findes i generne, men hos mændene.

Forstørret blikdåse i frigear
Først begyndte bilen at trille, og så kom braget. Jeg var 11 år, da jeg første gang oplevede, hvordan en bil er en hellig genstand for en mand. Jeg sad og legede i min farfars nye bil. Lige et lille ryk med gearstangen, og så hoppede bilen uden af første gear og trillede lystigt ned ad bakken. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle stoppe den rullende bil, og jeg nåede ikke engang at skrige op, før farfars bil bragede ind i min fars bil. Min farfar var 80, mild og blid, så han tog det pænt, hvorimod min egen far råbte og skreg. Ingen var døde, og en bil er jo bare en forstørret blikdåse, men sådan så min far ikke på det, for det var en meget alvorlig sag. Da han var færdig med at råbe, besluttede min far sig for, at han hellere måtte lære sin ukyndige datter det dér med biler. Jeg fik min første uautoriserede køretime som 12-årig på en bumlet markvej udenfor barndomsbyen med min far som selvbestaltet kørelærer. Mange skænderier senere kunne jeg skifte gear, bakke og køre hæderligt på markvejene, og seks år senere troede min far naivt, at mit møde med Nordjyllands roligste kørerlærer, Otto Thygesen, ville blive ganske flygtigt. Han tog fejl.

Kørelærerens hurtige fod
Min far lærte at køre som 8-årig og fik sit kørekort efter fire køretimer, bevares der var næppe så meget trafik på gaderne dengang, men alligevel havde han usædvanlig svært ved at forstå, at hans datter dumpede efter 27 køretimer. Selv var jeg dybt ulykkelig, stortuede og følte, at jeg var det mest håbløse menneske. Hvorfor kunne alle andre få det fordømte kørekort, når jeg ikke kunne? Det var ikke min kørelærers skyld. Otto var et fantastisk tålmodigt menneske med nerver af beton. Uden at fortrække en mine blokerede han kørelærerbremsen på den røde Peugeot og kiggede roligt på mig, mens han sagde: – Der kommer en lastbil med anhænger, synes du ikke lige, at du skal holde tilbage for ham? Lastbilen susede forbi, mens jeg sad og måbede. Jeg havde ikke set lastbilen, og Ottos Peugeot havde uden tvivl fået nogle rigtig grimme buler, hvis det ikke havde været for kørelærerens hurtige fod. Efter 31 kørertimer kunne jeg endelig kalde mig bilist, men jeg måtte snart sande at et styk pap ikke gjorde mig til en Thorkild Thyrring.

Kollisionen med drivhuset
Man kan måske ikke fortænke min bil-elskende far i, at han ikke var alt for pjattet for at låne den firhjulede ud til sin datter. Når det skete, var bilen knap parkeret i carporten, før farmand med tilbageholdt åndedræt spurgte: – Hvordan gik kørslen? Som den dag, da jeg skulle køre min lillebror på arbejde. Hans første arbejdsdag som landbrugselev. Jeg fik fint parkeret på gårdspladsen og tog afsked med brormand. Så satte jeg mig ind i bilen, mens jeg tænkte, at nu skulle jeg ikke ramme bondemandens løsgående labrador eller hans legende barn. Jeg holdt øjnene stift rettet på den sorte hund og det lille barn, mens jeg bakkede om hjørnet, og så var det, at jeg hørte lyden af klirrende glas. Langsomt vendte jeg mig om og så, at jeg havde ramt bondemandens drivhus. Ruderne var knuste og bilen ridset. Langsomt steg jeg ud af køretøjet, mens benene rystede under mig. Min bror sagde ikke noget, men der var ikke meget søsterkærlighed i det blik, han sendte mig. I det samme kom bondemanden løbende hidkaldt af larmen, og der var ikke meget andet at sige: – Goddag, jeg er storesøsteren, og jeg har lige smadret dit drivhus. Bondemanden tog det pænt, men det samme kunne man desværre ikke sige om min far. Hans stemme kunne høres gennem det halve Aalborg, da jeg i telefonen havde mumlet: ’Ikk’ så godt’ til det obligatoriske spørgsmål om kørslen. Bilen havde fået et par skrammer, men stemningen i barndomshjemmet blev aldrig rigtig god den dag.

Ultimativ frihed
I dag er jeg så 36 år, og på parkeringspladsen holder der en blå bil, som jeg har været medejer af i to år. En bil, som jeg faktisk bare kan køre i, hvis jeg lyster. I begyndelsen var det med bankende hjerte og svedige hænder, at jeg satte mig bag rettet, overbevidst om, at det var med livet, mit eller andres, som indsats, når jeg rullede ud i trafikken. Jeg har endnu ikke ramt gamle damer, cyklende børn eller løbske kæledyr, og efterhånden sker det, at jeg slapper lidt af, når jeg kører. Især når jeg er alene i bilen, og der ikke er nogen, der brøler ’gefühl’, når gearskiftet driller, går det faktisk hæderligt. Det er ligefrem gået op for mig, hvor genial en opfindelse en bil er. Ikke noget med at vente på forsinkede busser ved forblæste stoppesteder, for en bil er den ultimative frihed. Jeg tror, at hvis vores fædre, brødre, kærester og mænd undlod at råbe og rulle med øjnene, når vi kvinder er bag rattet, ville jeg og mine medsøstre får helt styr på koblingspunkt, parallelparkering og trepunktsvendinger, og så kunne vi blive ganske habile bilister.

Bragt i Hendes Verden nr. 31 2009

Share This:

Category: Klummer