Category Archives: Fiktion

JEG VAR BESAT AF MIN BANKMAND

Posted on by 0 comment

- fortalt til VIBEKE C. LARSEN

Min bankrådgiver hedder Helle. Jeg har møde med hende en gang eller to om året, når jeg skal omlægge lån eller have lagt budget. Vi har et fint forhold til hinanden. Jeg ved dog ikke, hvad hun laver udover at arbejde i banken, og jeg tror ikke, at hun ville kunne genkende mig på gaden. Sådan skal et forhold til en rådgiver være. Men sådan var mit forhold til min tidligere bankmand, Steen, bestemt ikke.

Min kæreste Mikael var gået fra mig, og udover et knust hjerte betød det også, at jeg måtte sige farvel til vores skønne herskabslejlighed, for det var nemlig min kærestes. Efter et par måneders fremleje og en erkendelse af, at Mikael ikke ville have mig tilbage i herskabslejligheden, var jeg moden til at købe min egen lejlighed. Jeg havde jo et godt job, og så havde jeg arvet min farmor et halvt år forinden, så jeg burde have råd. Første skridt var at tale med banken, så jeg ringede og fik en tid med en rådgiver ved navn Steen H. Jakobsen

– Nu charmer jeg ham Steen, så han låner mig en masse penge, og så køber jeg en dejlig lejlighed med fjordudsigt, sagde jeg til min veninde Lone dagen før mødet.

Det var nu snarere Steen, der charmede mig.

Jeg sad på en grim plastik stol i en fyldt bank, og så kom denne fantastiske mand ned ad trappen. Håret var mørkt, mens øjnene var strålende blå. Han styrede lige mod mig og rakte mig en stærk hånd: – Du må være Susan Laugesen, kom med mig.

Jeg fulgte bare efter, mens jeg stirrede på hans nakke, hvor jeg lige kunne se en stribe solbrændt hud mellem hårgrænsen og den lyseblå skjorte. Tænk at jeg havde så lækker en bankrådgiver!

Steen var ikke bare lækker, han var også behagelig at snakke med. Han lyttede opmærksomt, da jeg forklarede, at jeg gerne ville købe en lejlighed.

– Jeg formoder, at der ikke er en partner inde i billedet? spurgte han og smilede.

Jeg rystede på hovedet, mens blodet farvede mine kinder røde.

– Du kan også sagtens købe en bolig alene, for jeg har lavet nogle beregninger, som du skal se her…

Steen rodede i sine papirer og talte videre om budgetter og lånetyper, men jeg hørte slet ikke efter. Jeg sad bare og stirrede på ham.

Da jeg forlod banken, var jeg ikke blevet meget klogere på forskellen mellem flexlån og afdragsfrit lån, for jeg var forfjamsket, som jeg ikke har været det siden 14-års alderen. Min bankmand havde virkelig gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og det bedste var, at vi havde et nyt møde 14 dage efter, hvor vi skulle lægge budget.

Steen havde givet mig sit kort: Steen H. Jakobsen, bankrådgiver, efterfulgt af mailadresse og telefonnummer, og bedst af alt et lille foto i højre hjørne. Jeg stirrede og stirrede på det billedet, som kunne jeg fravriste det viden om Steen.

Jeg var vant til at bruge internettet, så jeg kunne ikke dy mig for at forsøge at lave en søgning på Steens navn. Navnet ”Steen Jakobsen” gav mig over 11.000 hits, men da jeg satte H’et ind, fik jeg kun 17. Der var en hjemmeside for en herrefrisør i Kalundborg, så det var næppe den Steen, jeg ledte efter. Min Steens navn optrådte mest på sider, der havde relation til banken. Jeg fandt også en resultatliste for en badmintonklub her i byen, så mon ikke min bankmand spillede badminton i sin fritid?

Jeg prøvede også at tjekke hans navn på ’De Gule Sider’, og i vores by var der kun en med hans navn, og han boede ikke langt fra banken. Jeg søgte på adressen, men der kom ikke andre navne frem. Kunne jeg være så heldig, at min bankmand ikke havde en kæreste? Jeg havde under mødet registreret, at han ikke bar ring.

Jeg havde tænkt så meget på Steen, at jeg næsten ikke kunne huske, hvordan han så ud, da dagen for vores næste møde endelig oprandt. Da han stod foran mig, var han endnu mere fantastisk, end jeg huskede det.

Vi gennemgik min økonomi, og jeg kunne nærmest ikke svare på de mest simple spørgsmål.

– Nej, Susan, du må da have en idé om, hvor mange penge du bruger på mad om måneden. Hvad med tøj så? Steen sendte mig et drillende smil, og jeg fik fremstammet et par beløb.

– Og så skal jeg lige lægge lidt til, eller er det sandheden?

Han grinede, og jeg kunne ikke lade være med at grine med.

Mødet varede en god times tid, men jeg havde for længst mistet tidsfornemmelsen. Jeg havde lige hældt mere kaffe op, da Steen sagde, at han nu havde de oplysninger, som han havde brug for. Jeg må have set frygtelig skuffet ud, for han smilede og sagde, at jeg endelig måtte drikke kaffen færdig.

– Så travlt har jeg heller ikke, sagde han med et grin. – Så tager jeg også lige en ekstra kop, før mit næste møde.

Jeg forlod banken med bankende hjerte og tindrende øjne et kvarter senere. Jeg vidste nu, at Steen ganske rigtig spillede badminton, og derudover var han en ivrig skisportsmand.

– Så må vi håbe, at det bliver en hvid jul, havde jeg sagt og kunne stadig høre, hvor tåbeligt det lød, men Steen havde bare smilet og sagt, at han altid håbede på hvid jul. Jeg måtte gå, da han havde sit næste møde.

– Det var hyggeligt, Susan. Du kontakter mig bare, når du har fundet en passende lejlighed, så regner vi på det, havde han sagt og trykket min hånd. Havde vores hænder ikke lige holdt hinanden fast i et par sekunder for lang tid? Havde han ikke holdt mit blik fast i et øjeblik for meget?

Tankerne løb rundt i hovedet på mig, mens jeg cyklede hjem til min fremlejede bolig.

Min veninde Mille var ikke imponeret over min analyse af mit møde med Steen.

– Nej, Susan, ved du nu hvad? Han er din bankrådgiver, det er hans job at være rar og venlig overfor kunderne, sagde hun, da vi mødtes et par dage senere.

Jeg protesterede, for jeg var sikker på, at der virkelig havde været god kemi mellem min bankrådgiver og mig.

– Du ved ikke en gang, om han har en kæreste. Hvis han var ledig på markedet, havde han nok ladet det skinne igen, lød Milles hårde dom.

Jeg var sikker på, at hun var forkert på den, men jeg besluttede mig for at holde min forelskelse i Steen for mig selv, for det var lidt pinligt, at jeg som en anden teenager var blevet betaget af min bankmand. . Mille skulle nok komme til at trække sine ord tilbage, når vi blev kærester.

Steen havde selv sagt, at jeg bare skulle kontakte ham, så nu gik jagten ind på en lejlighed. Jeg kontaktede ejendomsmægleren og blev trukket rundt i forskellige lejligheder, som jeg forsøgte at foregive en interesse for. I virkeligheden var jeg bare interesseret i at få gaflet noget slagsmateriale, som jeg kunne præsentere for Steen. I mine drømme fik jeg slet ikke brug for en ny lejlighed, for Steen ville tage min hånd hen over salgsopstillingerne og spørge, om jeg ikke hellere ville flytte ind hos ham.

Jeg fandt tre lejligheder, som alle ville passe fint til en 32-årig single kvinde, og salgsopstillingerne mailede jeg til Steen. Jeg brugte det meste af en arbejdsdag på at udtænke, hvad jeg skulle skrive til ham. Var det ok med ’kærlig hilsen Susan’, eller skulle jeg hellere binde an med et kækt ’hej, hej fra Susan’. Jeg valgte en mellemting, og så ventede jeg spændt på Steens svar.

Allerede dagen efter var der svar. Han syntes, at lejlighederne så spændende ud, og han ville lave nogle beregninger, som vi kunne gennemgå, og så forslog han et mødetidspunkt. Der stod hverken

’kære’ eller ’kærlig hilsen’, men mit hjerte tog alligevel et par ekstra slag, for jeg skulle se Steen igen.

Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle få listet ud af ham, om han havde en kæreste, og jeg havde en million gode indgangsspørgsmål i hovedet, da jeg ankom til banken, men i det øjeblik, jeg sad overfor Steen, blev jeg helt blank. Jeg kunne ikke sige noget sammenhængende, og da mødet var slut, havde jeg et overblik over, hvordan min økonomi ville se ud, hvis jeg købte en af de tre lejligheder, men om Steen var single, anede jeg stadig ikke.

Igen havde der været en god stemning til mødet, og Steen havde sagt en masse klogt om lejlighederne, om jeg nu havde tjekket, om elinstallationerne var lovlige, og om badeværelset var vådrumsbehandlet, men hvad betød det? Det var jo Steen, jeg ville have, ikke lejlighederne.

Julen nærmede sig, og jeg sad alene i en lille, mørk og fremlejet lejlighed. Det var noget af en kontrast til mine lyserøde dagdrømme om Steen. Jeg kunne godt se, at jeg var for gammel til at sidde som en anden skolepige og tegne hjerter med pile igennem, der måtte ske noget. Jeg besluttede mig for at følge efter ham en dag, når han fik fri. Så kunne vi tilfældigt støde på hinanden, og så ville resten være historie, forestillede jeg mig.

Heldigvis blev det tidligt mørkt, så jeg kunne i ly af skumringen cykle hen til banken og vente på, at Steen fik fri. Jeg trak huen godt ned i panden og under dække af at studere et butiksvindue, ventede jeg på den anden side af gaden. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var sikker på, at folk omkring mig kunne høre det.

Endelig fik jeg øje på Steen. Han drejede til højre ved banken og forsvandt ned ad Vestergade. Jeg cyklede langsomt efter ham. Måske skulle han handle på vejen, og så kunne jeg tilfældigt dukke op ved køledisken.  Men nej, han fortsatte med hurtige skridt ned ad Vestergade og drejede til venstre. Jeg fulgte ham helt hen til hans adresse, og jeg skulle lige til at give mig til kende, da han stoppede op og vinkede. Jeg fik øje på en kvinde, der kom trækkende med en cykel med en barnestol, hvor et barn sad og ivrigt vinkede til Steen.

Som i en gammeldags stumfilm så jeg, hvordan kvinden stoppede op, og Steen bøjede sig ned og kyssede først hende og så barnet. Der var ingen tvivl – det var Steens kæreste og barn. Jeg følte et stik i hjertet, men var dog åndsnærværende nok til at liste omkring hjørnet med min cykel, så Steen ikke fik øje på mig. Han var dog allerede forsvundet ind i huset, og snart blev der tændt lys i de juleudsmykkede ruder.

Ulykkeligt cyklede jeg hjem. Lejligheden virkede endnu mere mørk og kold end normalt, og jeg kastede mig grædende på sofaen.

Det blev en trist jul, og jeg sørgede over min bankmand, som var han vitterlig en kæreste, der var gået fra mig, og ikke bare en fantasi. For det var jo det, han var, en dejlig lyserød drøm, som jeg kunne hygge mig med efter, at Mikael var gået fra mig. Det gik langsomt op for mig, at jeg slet ikke kendte Steen, han var bare en pæn bankrådgiver, og det havde været nok til at antænde mine dagdrømme. Jeg havde haft brug for lidt virkelighedsflugt, men efter jul bankede virkeligheden på igen. Min fremleje udløb snart, og nu skulle jeg altså købe en lejlighed.

Først skiftede jeg dog bank og insisterede på at få en kvindelige rådgiver. Hun hjalp mig med alle de økonomiske formalia, og nu har jeg købt mig en dejlig lejlighed. Fra nu af er banken kun et sted, jeg kommer, når jeg skal snakke om økonomi.

Bragt i Familiejournal i 2009

Share This:

Category: Fiktion

ROSÉ

Posted on by 0 comment

 

Karen nåede lige at gribe vasen, da Olfert lettede fra stuebordet. Den rødstribede kat sprang op i vindueskarmen for at se, hvad der havde forstyrret middagsluren.

– Olfert, slap nu af. Det er bare posten.

Karen sukkede, hun var ikke den eneste, der trængte til ferie. Hun bar vasen ud i køkkenet og smed de halvvisne liljer ud. Hun skulle bare pakke det sidste, så var de på vej ud i sommerlandet – hun og Olfert. Karen havde lånt sin moster Evas sommerhus. Karen glædede sig til at vende byen ryggen og slappe af. Hun skulle ikke lave andet end at læse og drikke rosévin i solen. Karen havde ellers bøger nok i sit liv til hverdag, da hun arbejdede i børneafdelingen på det lokale bibliotek. Hun elskede sit arbejde og ville bruge ferien på at læse op på efterårets nye bøger. Nogen ville nok mene, at Karen var lidt sær. Sådan at bo alene med en kat og sine mange bøger. Men Karen var glad for sit liv, hun manglede ikke noget. Heller ikke en mand.

Ikke at hun havde noget i mod mænd. Hun havde da haft kærester, da hun var yngre, men nu var strømmen af emner tørret ud. Karen var 33 år, og mændene i hendes alder var forsvundet ud i parcelhuskvarterne, hvor de havde travlt med at sætte børn i verden. Sådan var det, og Karen begræd ikke sin eneboer tilværelse. Hun var ikke så social, nok lidt genert af natur. Og hvis hun savnede spænding, læste hun bare en bog. Hun blev nærmest et med sine bøger, når hun læste.

Det var næsten blevet aften, før Karen og en sur Olfert nåede sommerhuset. Huset lå ikke langt fra stranden, og Karen kunne høre, hvordan bølgerne dovent ramte stranden. Hun fandt nøglen i skuret og låste sig ind i sommerhuset. Huset lignede sig selv. Der lå strandskaller i vindueskarmene, gulnede ugeblade i kurven ved brændeovnen og møbler, som var mere hyggelige end kønne. Moster Eva havde skrevet et brev og lagt en flaske rosé på køl. Karen smilede, mosteren kendte hendes sommervaner.

Karen pakkede ud, fodrede sure Olfert og gik med ham ud. Hun turde ikke lade katten løbe frit, før han havde lært området at kende. Bagefter skænkede hun sig et glas rosé og læste mosterens brev. Hun skrev, at Petersen, som ejede nabohuset, havde lånt det ud til deres søn og barnebarn, og mosteren opfordrede Karen til at kigge derover, hvis hun savnede selskab. Karen fnyste, hun savnede aldrig selskab og da slet ikke af nogen, hun ikke kendte.

Solen vækkede Karen. Hun daskede ind i stuen, hvor hun blev barnlig glad, da hun så Olfert jagte en flue.

– Vi to har vist godt at komme ude af byen, sagde hun og gik ud i haven. Karen mærkede græsset under sine fødder og nød stilheden.

En barnestemme skar sig gennem freden: – Far, far, må jeg godt gå til stranden nu?

Karen rynkede brynene. Hun havde fri og havde ikke lyst til at få freden forstyrret af børn og larm.

Over hybenbuskene kunne hun se en lille dreng i hoppede trav med en badering om maven og skovl og spand i hænderne. Bag ham gik en mørkhåret, høj mand i bar overkrop og shorts. Baderingen røg hele tiden ned og bremsede drengens gang. Det så sjovt ud, og Karen kom ufrivilligt til at grine. Manden vendte sig om, og Karen skyndte at dukke sig bag hybenbuskene.

– Hvorfor stopper du, far? råbte drengen og vendte sig også.

– Jeg syntes, jeg hørte noget, svarede den mørkhårede mand. – Men jeg tog nok fejl. Kom vi skal på stranden.

Far og søn forsvandt ad stien mod stranden, og Karen pustede ud.    

Det var blevet eftermiddag, før Karen kunne smide sig på drømmesengen. Formiddagen var gået med at købe ind –  bøffer til grillen, salat og nye kartofler og et par flasker rosé. Da hun igen parkerede ved sommerhuset, så hun drengen med baderingen og hans far gå ind i nabohuset. Så var det altså Petersens søn og barnebarn. Ikke at Karen var typen, der fulgte med i andres liv. Hun anede ikke en gang, hvad hendes nabo derhjemme hed.

Olfert var begyndt at føle sig hjemme, og Karen lod ham gå frit rundt. Hun åbnede første side i sin bog – en afhandling om børns læsevaner. Karen havde glædet sig til at læse bogen, men det var, som om hendes hjerne var blevet hjemme. Ordene dansede henover siderne uden at give mening. Karen rejste sig fra drømmesengen.

Måske har jeg mere lyst til at læse en roman, tænkte hun og gik ind i sommerhuset. Hun kiggede på sine bøger, som sirligt var lagt til rette på sofabordet. Der var en lovende finsk debutant, noget nyere tysk lyrik og en stak børnebøger. Ingen af titlerne virkede længere tillokkende på Karen.

En række paperbacks med æseløre og slidte rygge på hylden over den blomstrede sofa fangende hendes blik. Hun trak den tykkeste bog ud og læste titlen: ”Jomfruen fra Tågernes Skov”. Forsiden viste en ung kvinde med lange, lyse lokker, der med et drømmende udtryk i øjnene trykkede sig ind til en høj, mørk mand med et myndigt udtryk i ansigtet.

Læser moster Eva virkelig sådan noget? tænkte Karen og vendte bogen.

”Den skønne Rebecca har levet hele sit liv i Tågernes Skov sammen med sin far. Afsondret fra verden og ganske uvidende om sin egen skønhed. Men en dag banker den mørke fremmede på hende dør og forstyrrer roen i Tågernes Skov…”, læste hun.

Karen grinede. Det var virkelig under hendes niveau at læse om skønjomfruer og mørke riddere i en tåget skov. Alligevel var bogen stadig i hendes hånd, da hun igen lagde sig på drømmesengen.

Under æbletræet jagtede Olfert sin hale med samme energi, som havde det været et en farlig fjende.

Karen blev fanget ind i den gribende beregning om den fattige, men smukke Rebecca. Hun fik en klump i halsen, da hun læse, hvordan Rebeccas mor havde mistet livet i barselssengen, og hvordan hendes tapre far havde opfostret hende alene. Skyggerne var ved at blive lange, da hun endelig slap bogen. Olfert lå i døråbningen og kiggede fornærmet på hende. Som tænkte katten: – Nu forsvinder du igen ind i bøgerne.

Karen dækkede bord på terrassen. Hun havde lavet salat og kogt majs samt skænket et glas af moster Evas rosé, og Olfert havde fået tun fra dåse – det var jo ferie. Karen var knap færdig med sin middag, da hun igen forsvandt ind i Tågernes Skov. Hun skænkede et glas rosé  mere og gik i gang  med afsnittet, hvor Rebecca mødte den fremmede ridder.

”Hun gøs, da hun så den fremmede ved bækken. Han krængede sin kappe og kjortel af, og solen oplyste vandråberne på hans brede, behårede bryst. Rebecca blev kold og varm på en gang….”

– Far, skal vi så have is nu?

Karen blev brutalt revet tilbage fra Tågernes Skov. Irriteret kiggede hun over hegnet, der adskilte Moster Evas hus fra Petersens. I det samme kiggede faderen op. Med en let bevægelse skubbede han sit mørke hår væk fra panden. Hans blik fangede Karens, og han nikkede. Karen mærkede varmen i kinderne, hun lavede en akavet bevægelse, greb tallerken og bestik og skyndte sig ind i huset.

Karen forsøgte at kalde Olfert til sig, men katten levede sit eget liv. Karen måtte kapitulere og snige sig ud efter den ulydelige kat. Hun havde lige fået fat i Olfert, da drengen kom ud af nabohuset med en is i hånden. Glad løb han hen til hegnet.

– Hvad hedder katten? spurgte han.

– Olfert, svarede Karen og gjorde mine til at gå, men i det samme kom drengens far også ud.

– Hej, er du vores nabo?

– Ja, mumlede Karen. Hun hadede at smalltalke med fremmede. Det gik lige, når hun var på arbejde, for der kunne hun tale om bøger, men almindelig snak om vind og vejr, det mestrede hun ikke.

– Jeg må ind med Olfert. Ja, det er ved at være sent, og han skal sove, hørte Karen sig selv sige. Og det lød ganske ubegavet – også i hendes egne øre.

– Jamen, så må I have en god aften, sagde manden med et glimt i øjet.

Karen skyndte sig at gå.

– Godnat Olfert, råbte drengen.

Karen sov dårligt den nat. Hun drømte, at hun løb rundt i Tågernes Skov og ledte efter Olfert. Men hun gik i ring og endte hele tiden ved bækken, hvor den mørke ridder stod og vaskede sig. Men ridderen havde manden i nabohusets ansigt. Hun løb bort fra bækken, men stien førte hende hele tiden tilbage til den fremmede.

Karen gik først ud i haven, da hun fra køkkenvinduet havde set far og søn forsvinde mod stranden. Hun skulle ikke snakke med fremmede, hun skulle bare slappe af og læse. Og historien om Rebecca nåede nye, dramatiske højder. Skønjomfruens far havde advaret sin datter mod den mørke ridder.

”Rebeccas unge hjerte var sat i brand for allerførste gang, og end ikke faderens formaninger kunne holde hende væk fra stævnemødet med den hemmelighedsfulde fremmede…”

Karen læste om stævnemødet, men det var, som om den mørke ridder havde ændret ansigt. Karen så naboen for sig. Nu var det ham, der knugede Rebecca ind til sig og begærligt kyssede hendes unge læber.  

Det må være solen, tænkte Karen og lagde bogen fra sig. Hun lukkede øjnene og så naboen for sig. Nu var det hendes læber, han kyssede, og Karen mærkede, hvordan det sitrede i kroppen. Hun slog øjnene op. Hvad var det her for noget? Hun plejede ikke at fantasere om fremmede mænd! Hun kendte ham ikke, og Karen var af den klare overbevisning, at det indre kom før det ydre. Lettere rystet gik hun ind i huset for at hente Olferts snor.

– Vi to trænger vist til frisk luft, sagde hun og lagde den vrangvillige kat i selen.

De gik ned på stranden. Der var skumtoppe på vandet, og Karen nød den friske vind mod sin hud.

– Skal Olfert luftes? spurgte en stemme drillende, og Karen snurrede forskrækket rundt og så lige ind i et par brune øjne. Naboen! Karen rødmede, hun følte sig afklædt – som vidste han, at hun netop havde tænkt på ham.

– Ja, Frederik har talt meget om Olfert, sagde han lidt undskyldende.

– Frederik?

– Ja, min søn. Jeg hedder Jens, sagde naboen og rakte hånden frem.

– Karen.

De stod lidt og kiggede på surferne, der strøg over de hvide bølgetoppe. Karen spekulerede som en gal over, hvad hun skulle sige, men ordene kom ikke. Men det virkede ikke, som om Jens syntes, det gjorde noget, at de var tavse.

Karen måtte virkelig koncentrere sig for ikke at se Jens fra nabohuset for sig. Han hørte ikke hjemme i Tågernes Skov, han var bare en tilfældig mand i et sommerhus. Karen havde læst i et par timer, da hun pludselig blev klar over, at der var meget stille. Normalt holdt Olfert sig i hendes nærhed, men nu kunne hun ikke se ham. Karen gik en runde i haven og i huset, men der var ingen kat. Hun kaldte og kaldte.

– Måske har han jagtet en fugl og er løbet væk, tænkte hun bange, mens hun smækkede havelågen efter sig.

Karen gik og op og ned af sommerhusvejene, mens kaldte på Olfert. Hun havde slet ikke haft fantasi til at forestille sig, at hendes lille bykat kunne begive sig ud på eventyr. Karen bandede over sig selv, hun blev så opslugt, når hun læse. Bare hun da aldrig havde givet sig i kast med den tåbelige roman.

Karen spurgte alle, hun mødte, om de havde set en rødstribet, lettere overvægtig hankat. Hun spurgte i iskiosken, hos købmanden og på campingpladsen, men ingen havde set ham. Karen var dybt ulykkelig, hun havde haft Olfert i fem år og kunne slet ikke forestille sig et liv uden ham.

Det var ved at blive aften, da Karen gik tilbage til sommerhuset. Hun så, hvordan sommergæsterne tændte op i grillene og åbnede vin. Pludselig følte hun sig meget trist og alene.

Hun håbede til det sidste, at katten ville være ved sommerhuset, men der var ingen. Hun lod sig synke ned på en havestol og stirrede tomt ud for sig.

– Far, far, damen er hjemme nu.

Karen hørte Frederiks barnestemme og sukkede. Hun var bestemt ikke i humør til andre mennesker lige nu. Jens og Frederik nærmede sig, og med en sidste kraftanstrengelse rejste hun sig.

– Hør her, jeg er ked af det, men jeg er ikke lige i humør…, forsøgte hun sig.

– Nej, nej, vi vil også bare sige, at vi har fundet din kat, svarede Jens – Frederik fandt ham i skuret, da vi ledte efter grillkul. Han var godt sur.

Karen stirrede på dem. – Har I Olfert?

Hun begyndte at græde. – Jeg har været så bange. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

– Far, hvorfor græder damen? Er hun slet ikke glad for, at vi har fundet Olfert? spurgte Frederik.

Karen kom til at grine. – Jo, jeg er rigtig glad for, at I har fundet ham. Jeg må hellere hente ham, han er sikkert sur.

Olfert var ganske rigtig meget sur over at være lukket inde. Karen knugede sin kat ind til sig. Pludselig gik det op for hende, at hun burde gøre noget for sine naboer. Men hvad? Rødmende fik hun spurgt, hvordan hun kunne takke dem.

– Hvis du kan låne os nogle grillkul, så taler vi ikke mere om det. Jeg har lovet Frederik, at vi skulle grille, men vi har ikke flere kul.

– Hvorfor kommer I ikke bare over til mig og griller? hørte Karen sig selv spørge.

Hun anede ikke, hvor ordene kom fra.

Jens tændte op i grillen, mens Karen snittede salat og åbnede en flaske rosé. De grillede, spiste og Karen undrede sig over, hvor let det var at tale med Jens. Efter middagen legede Frederik med Olfert, og Karen og Jens talte videre. Han fortalte, at han var skilt fra Frederiks mor, og han havde lånt sine forældres sommerhus i to uger, så han kunne holde ferie sammen med Frederik. Karen mærkede, hvordan hendes hjerte gave et lille hop, da han sagde to uger.

– Nå, skal vi tage opvasken? spurgte Jens.

Karen protesterede, men han var allerede inde i huset og ved at fylde baljen.

– Hvad er det du læser?

Jens havde fundet ”Jomfruen fra Tågernes Skov”, som Karen havde smidt på køkkenbordet. Han kiggede på hende og havde igen det drillende udtryk i øjnene. Karen rødmede. Den tåbelige bog gav hende ikke andet end problemer.

Jens slog op og læste: – ”Deres skæbner var flettede ubrydeligt ind i hinanden, og det samme var deres følelser for hinanden…” Karen, hvorfor læser du sådan noget? Mangler du romantik i dit liv?

Han kiggede længe på hende, Karen følte sig ør i hovedet. Det var nok rosévinen. Men Jens havde ret. Der var ikke meget romantik i hendes liv. Jens lagde romanen fra sig og stillede sig helt tæt på Karen.

– Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt romantik i mit liv, sagde han og trak Karen ind til sig. Hun følte, hvordan hendes krop sitrede under hans hænder, da hans læber rørte hendes.

Karen tænkte, at hun nok ikke nåede at læse”Jomfruen fra Tågernes Skov” færdig, mere tænkte hun ikke, for hun havde et meget intenst kys at besvare.

Bragt i Ude og Hjemme i sommeren 2006

Share This:

Category: Fiktion