JEG VAR BESAT AF MIN BANKMAND

Posted on by 0 comment

- fortalt til VIBEKE C. LARSEN

Min bankrådgiver hedder Helle. Jeg har møde med hende en gang eller to om året, når jeg skal omlægge lån eller have lagt budget. Vi har et fint forhold til hinanden. Jeg ved dog ikke, hvad hun laver udover at arbejde i banken, og jeg tror ikke, at hun ville kunne genkende mig på gaden. Sådan skal et forhold til en rådgiver være. Men sådan var mit forhold til min tidligere bankmand, Steen, bestemt ikke.

Min kæreste Mikael var gået fra mig, og udover et knust hjerte betød det også, at jeg måtte sige farvel til vores skønne herskabslejlighed, for det var nemlig min kærestes. Efter et par måneders fremleje og en erkendelse af, at Mikael ikke ville have mig tilbage i herskabslejligheden, var jeg moden til at købe min egen lejlighed. Jeg havde jo et godt job, og så havde jeg arvet min farmor et halvt år forinden, så jeg burde have råd. Første skridt var at tale med banken, så jeg ringede og fik en tid med en rådgiver ved navn Steen H. Jakobsen

– Nu charmer jeg ham Steen, så han låner mig en masse penge, og så køber jeg en dejlig lejlighed med fjordudsigt, sagde jeg til min veninde Lone dagen før mødet.

Det var nu snarere Steen, der charmede mig.

Jeg sad på en grim plastik stol i en fyldt bank, og så kom denne fantastiske mand ned ad trappen. Håret var mørkt, mens øjnene var strålende blå. Han styrede lige mod mig og rakte mig en stærk hånd: – Du må være Susan Laugesen, kom med mig.

Jeg fulgte bare efter, mens jeg stirrede på hans nakke, hvor jeg lige kunne se en stribe solbrændt hud mellem hårgrænsen og den lyseblå skjorte. Tænk at jeg havde så lækker en bankrådgiver!

Steen var ikke bare lækker, han var også behagelig at snakke med. Han lyttede opmærksomt, da jeg forklarede, at jeg gerne ville købe en lejlighed.

– Jeg formoder, at der ikke er en partner inde i billedet? spurgte han og smilede.

Jeg rystede på hovedet, mens blodet farvede mine kinder røde.

– Du kan også sagtens købe en bolig alene, for jeg har lavet nogle beregninger, som du skal se her…

Steen rodede i sine papirer og talte videre om budgetter og lånetyper, men jeg hørte slet ikke efter. Jeg sad bare og stirrede på ham.

Da jeg forlod banken, var jeg ikke blevet meget klogere på forskellen mellem flexlån og afdragsfrit lån, for jeg var forfjamsket, som jeg ikke har været det siden 14-års alderen. Min bankmand havde virkelig gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og det bedste var, at vi havde et nyt møde 14 dage efter, hvor vi skulle lægge budget.

Steen havde givet mig sit kort: Steen H. Jakobsen, bankrådgiver, efterfulgt af mailadresse og telefonnummer, og bedst af alt et lille foto i højre hjørne. Jeg stirrede og stirrede på det billedet, som kunne jeg fravriste det viden om Steen.

Jeg var vant til at bruge internettet, så jeg kunne ikke dy mig for at forsøge at lave en søgning på Steens navn. Navnet ”Steen Jakobsen” gav mig over 11.000 hits, men da jeg satte H’et ind, fik jeg kun 17. Der var en hjemmeside for en herrefrisør i Kalundborg, så det var næppe den Steen, jeg ledte efter. Min Steens navn optrådte mest på sider, der havde relation til banken. Jeg fandt også en resultatliste for en badmintonklub her i byen, så mon ikke min bankmand spillede badminton i sin fritid?

Jeg prøvede også at tjekke hans navn på ’De Gule Sider’, og i vores by var der kun en med hans navn, og han boede ikke langt fra banken. Jeg søgte på adressen, men der kom ikke andre navne frem. Kunne jeg være så heldig, at min bankmand ikke havde en kæreste? Jeg havde under mødet registreret, at han ikke bar ring.

Jeg havde tænkt så meget på Steen, at jeg næsten ikke kunne huske, hvordan han så ud, da dagen for vores næste møde endelig oprandt. Da han stod foran mig, var han endnu mere fantastisk, end jeg huskede det.

Vi gennemgik min økonomi, og jeg kunne nærmest ikke svare på de mest simple spørgsmål.

– Nej, Susan, du må da have en idé om, hvor mange penge du bruger på mad om måneden. Hvad med tøj så? Steen sendte mig et drillende smil, og jeg fik fremstammet et par beløb.

– Og så skal jeg lige lægge lidt til, eller er det sandheden?

Han grinede, og jeg kunne ikke lade være med at grine med.

Mødet varede en god times tid, men jeg havde for længst mistet tidsfornemmelsen. Jeg havde lige hældt mere kaffe op, da Steen sagde, at han nu havde de oplysninger, som han havde brug for. Jeg må have set frygtelig skuffet ud, for han smilede og sagde, at jeg endelig måtte drikke kaffen færdig.

– Så travlt har jeg heller ikke, sagde han med et grin. – Så tager jeg også lige en ekstra kop, før mit næste møde.

Jeg forlod banken med bankende hjerte og tindrende øjne et kvarter senere. Jeg vidste nu, at Steen ganske rigtig spillede badminton, og derudover var han en ivrig skisportsmand.

– Så må vi håbe, at det bliver en hvid jul, havde jeg sagt og kunne stadig høre, hvor tåbeligt det lød, men Steen havde bare smilet og sagt, at han altid håbede på hvid jul. Jeg måtte gå, da han havde sit næste møde.

– Det var hyggeligt, Susan. Du kontakter mig bare, når du har fundet en passende lejlighed, så regner vi på det, havde han sagt og trykket min hånd. Havde vores hænder ikke lige holdt hinanden fast i et par sekunder for lang tid? Havde han ikke holdt mit blik fast i et øjeblik for meget?

Tankerne løb rundt i hovedet på mig, mens jeg cyklede hjem til min fremlejede bolig.

Min veninde Mille var ikke imponeret over min analyse af mit møde med Steen.

– Nej, Susan, ved du nu hvad? Han er din bankrådgiver, det er hans job at være rar og venlig overfor kunderne, sagde hun, da vi mødtes et par dage senere.

Jeg protesterede, for jeg var sikker på, at der virkelig havde været god kemi mellem min bankrådgiver og mig.

– Du ved ikke en gang, om han har en kæreste. Hvis han var ledig på markedet, havde han nok ladet det skinne igen, lød Milles hårde dom.

Jeg var sikker på, at hun var forkert på den, men jeg besluttede mig for at holde min forelskelse i Steen for mig selv, for det var lidt pinligt, at jeg som en anden teenager var blevet betaget af min bankmand. . Mille skulle nok komme til at trække sine ord tilbage, når vi blev kærester.

Steen havde selv sagt, at jeg bare skulle kontakte ham, så nu gik jagten ind på en lejlighed. Jeg kontaktede ejendomsmægleren og blev trukket rundt i forskellige lejligheder, som jeg forsøgte at foregive en interesse for. I virkeligheden var jeg bare interesseret i at få gaflet noget slagsmateriale, som jeg kunne præsentere for Steen. I mine drømme fik jeg slet ikke brug for en ny lejlighed, for Steen ville tage min hånd hen over salgsopstillingerne og spørge, om jeg ikke hellere ville flytte ind hos ham.

Jeg fandt tre lejligheder, som alle ville passe fint til en 32-årig single kvinde, og salgsopstillingerne mailede jeg til Steen. Jeg brugte det meste af en arbejdsdag på at udtænke, hvad jeg skulle skrive til ham. Var det ok med ’kærlig hilsen Susan’, eller skulle jeg hellere binde an med et kækt ’hej, hej fra Susan’. Jeg valgte en mellemting, og så ventede jeg spændt på Steens svar.

Allerede dagen efter var der svar. Han syntes, at lejlighederne så spændende ud, og han ville lave nogle beregninger, som vi kunne gennemgå, og så forslog han et mødetidspunkt. Der stod hverken

’kære’ eller ’kærlig hilsen’, men mit hjerte tog alligevel et par ekstra slag, for jeg skulle se Steen igen.

Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle få listet ud af ham, om han havde en kæreste, og jeg havde en million gode indgangsspørgsmål i hovedet, da jeg ankom til banken, men i det øjeblik, jeg sad overfor Steen, blev jeg helt blank. Jeg kunne ikke sige noget sammenhængende, og da mødet var slut, havde jeg et overblik over, hvordan min økonomi ville se ud, hvis jeg købte en af de tre lejligheder, men om Steen var single, anede jeg stadig ikke.

Igen havde der været en god stemning til mødet, og Steen havde sagt en masse klogt om lejlighederne, om jeg nu havde tjekket, om elinstallationerne var lovlige, og om badeværelset var vådrumsbehandlet, men hvad betød det? Det var jo Steen, jeg ville have, ikke lejlighederne.

Julen nærmede sig, og jeg sad alene i en lille, mørk og fremlejet lejlighed. Det var noget af en kontrast til mine lyserøde dagdrømme om Steen. Jeg kunne godt se, at jeg var for gammel til at sidde som en anden skolepige og tegne hjerter med pile igennem, der måtte ske noget. Jeg besluttede mig for at følge efter ham en dag, når han fik fri. Så kunne vi tilfældigt støde på hinanden, og så ville resten være historie, forestillede jeg mig.

Heldigvis blev det tidligt mørkt, så jeg kunne i ly af skumringen cykle hen til banken og vente på, at Steen fik fri. Jeg trak huen godt ned i panden og under dække af at studere et butiksvindue, ventede jeg på den anden side af gaden. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var sikker på, at folk omkring mig kunne høre det.

Endelig fik jeg øje på Steen. Han drejede til højre ved banken og forsvandt ned ad Vestergade. Jeg cyklede langsomt efter ham. Måske skulle han handle på vejen, og så kunne jeg tilfældigt dukke op ved køledisken.  Men nej, han fortsatte med hurtige skridt ned ad Vestergade og drejede til venstre. Jeg fulgte ham helt hen til hans adresse, og jeg skulle lige til at give mig til kende, da han stoppede op og vinkede. Jeg fik øje på en kvinde, der kom trækkende med en cykel med en barnestol, hvor et barn sad og ivrigt vinkede til Steen.

Som i en gammeldags stumfilm så jeg, hvordan kvinden stoppede op, og Steen bøjede sig ned og kyssede først hende og så barnet. Der var ingen tvivl – det var Steens kæreste og barn. Jeg følte et stik i hjertet, men var dog åndsnærværende nok til at liste omkring hjørnet med min cykel, så Steen ikke fik øje på mig. Han var dog allerede forsvundet ind i huset, og snart blev der tændt lys i de juleudsmykkede ruder.

Ulykkeligt cyklede jeg hjem. Lejligheden virkede endnu mere mørk og kold end normalt, og jeg kastede mig grædende på sofaen.

Det blev en trist jul, og jeg sørgede over min bankmand, som var han vitterlig en kæreste, der var gået fra mig, og ikke bare en fantasi. For det var jo det, han var, en dejlig lyserød drøm, som jeg kunne hygge mig med efter, at Mikael var gået fra mig. Det gik langsomt op for mig, at jeg slet ikke kendte Steen, han var bare en pæn bankrådgiver, og det havde været nok til at antænde mine dagdrømme. Jeg havde haft brug for lidt virkelighedsflugt, men efter jul bankede virkeligheden på igen. Min fremleje udløb snart, og nu skulle jeg altså købe en lejlighed.

Først skiftede jeg dog bank og insisterede på at få en kvindelige rådgiver. Hun hjalp mig med alle de økonomiske formalia, og nu har jeg købt mig en dejlig lejlighed. Fra nu af er banken kun et sted, jeg kommer, når jeg skal snakke om økonomi.

Bragt i Familiejournal i 2009

Share This:

Category: Fiktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>