Category Archives: Indlæg og gode tips

DEN DANSKE TUTSIPRINSESSE

Posted on by 1 comment
Leonida Joseph Nielsen har oplevet mere end de fleste, siden hun blev født i en flygtningelejr i Tanzania som datter af tutsi-flygtninge fra Rwanda. For ti år siden afslørede hendes mor, at hun var tutsiprinsesse, og i dag bor hun i Brabrand og er mor til seks.

Af VIBEKE C. LARSEN

Foto HANNE PALUDAN KRISTENSEN

Historien om Leonida Joseph Nielsens utrolige liv kan begynde mange steder. Den kan starte med, at hun er mor til seks børn i alderen 3 til 29 år, men stadig har en skikkelse, som de fleste af os kun kan drømme om. Historien kan også begynde, da hun flyttede fra Tanzania til Tarm som 17-årig, fordi hun var forelsket i en dansk mand. Endelig kan vi skrue tiden helt tilbage til dengang, da hendes tipoldefar var tutsikonge i Rwanda.

Men fortællingen om Leonida Joseph Nielsen begynder med spørgsmålet om hendes alder.

– Kan du ikke bare skrive, at jeg er i begyndelsen af fyrrene? spørger hun og smiler.

Da vi insisterer på, at vi gerne vil have en konkret alder, bliver Leonida alvorlig. Det handler om andet end bare alders-krukkeri.

– Det er kun min mand og min læge, der kender min rigtige alder og fødselsdag. For ti år siden sagde min mor til mig: ’Nu skal du høre, du hedder ikke det, som du tror, du hedder, og den alder, du har, er ikke din rigtige’. For at beskytte familien holdt min mor vores navne, fødselsdage og hjemstavn hemmelig. Hun var bange for, at vi ville blive slået ihjel, hvis nogen kendte sandheden. Nu har jeg bare vænnet mig til, at det er sådan, fortæller Leonida, der er ud af en søskendeflok på 10, der i dag lever spredt ud over hele verden.

For at finde grunden til moderens hemmelighedskræmmeri skal vi helt tilbage til Leonidas tipoldefar. Han var konge i Rwanda, og det gør Leonida til tutsiprinsesse.

Selv tillægger hun ikke prinsessetitlen stor betydning.

– Måske havde jeg levet anderledes, hvis jeg havde vidst det. Men jeg er jo ikke prinsesse i min egen bevidsthed, mine forfædre levede et privilegeret liv, men hvad skal jeg bruge det til, udover at det er en god historie? Mine børn driller mig med, at ’mor er en prinsesse’, men jeg er jo bare Leonida, der bor i Brabrand med min mand og to små børn, siger Leonida og griner.

 

En belastende historie

Leonidas forfædre blev båret rundt i bærestole, og hendes mor har fortalt, at nogle af dem havde så dårlig motorik, at de knap kunne gå selv, fordi de var vant til at blive båret rundt. De royale tutsi-aner er dog mere end blot en god historie om forfædre, der ikke kunne gå selv. I Afrika er tutsifolket stadig i konflikt med et andet folkeslag, hutu’erne, og i en moderne verden er der ikke langt fra en etnisk konflikt i Afrika til det fredelige Danmark. Det oplevede Leonida i 2000, da hun boede i Vestjylland med sin første mand.

En dag fik Leonida besøg af politiet, der kunne fortælle, at de på foranledning af FN’s krigsforbrydertribunal havde anholdt en asylansøger fra Rwanda i hendes by. Manden var under mistanke for at have medvirkende til folkemordet i Rwanda, hvor hutuer udrensede tutsier i 1994. Politiet havde en mistanke om, at den anholdte hutu muligvis var ude efter Leonida.

– Jeg blev meget bange, og jeg blev bange for, at der skulle ske noget med mine børn. Jeg tænkte på min mor, og nu forstod jeg, at det var med god grund, at hun havde holdt sandheden om vores rødder skjult for os. Pludselig blev det en belastning at have min historie, fortæller Leonida.

Den anholdte blev udleveret til FN’s krigsforbrydertribunal i Tanzania, og Leonida kunne igen sove roligt. Manden blev tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden under krigen i Rwanda

 

Mor som 14-årig

Ordene flyder let. Efter mere end tyve år i Danmark behersker Leonida sproget, og kun en svag accent afslører hendes baggrund.

Leonida voksede op i Tanzania. Hendes forældre flygtede fra urolighederne i Rwanda i 1963, og få år efter kom hun til verden i en flygtningelejr i Tanzania. Siden fik forældrene deres eget lille landbrug, og Leonida husker, hvordan forældrene havde svært ved at dyrke jorden, fordi de aldrig havde været vant til den type arbejde. Moderen holdt sammen på familien, mens faderen ofte forlod sin kone og børn og var væk i flere måneder.

– Min far tog skade af flugten, og han kunne ikke acceptere, at han ikke længere havde det samme privilegerede liv som i Rwanda. Han mistede ansvarligheden, og min mor måtte opdrage os børn alene. Far mente, at hvis vi flyttede tilbage til Rwanda, kunne vi få deres gamle liv tilbage. Men min mor fik det psykisk dårligt af at være i Rwanda, for alle venner og familie var flyttet væk eller døde, fortæller Leonida.

Hun voksede op og blev en nysgerrig og oprørsk ung dame, som tidligt begyndte at udforske verden omkring sig. Som 13-årig blev hun gravid.

– Jeg opdagede det først, da jeg var i femte-sjette måned, og jeg blev rigtig bange, for hvad skulle sige til mine forældre? Jeg var jo ikke gift og bange for mine forældres reaktion, så jeg stak af midt om natten.

Hun overtalte en veninde til at tage med på flugten, og så gik turen til hovedstaden Dar-es Salam, der lå 150 kilometer væk.

– Vi havde ingen penge, så vi fik jobs undervejs, og når vi havde til busbilletten, rejste vi videre. Min veninde spurgte flere gange, om vi ikke skulle tage tilbage til vores landsby, men jeg ville videre, fortæller Leonida ivrigt.

Hun gestikulerer ivrigt, mens hun fortæller om flugten til storbyen.

 

Mødet med kærligheden

Leonida fandt arbejde som receptionist og en toværelses lejlighed i Dar-es Salam, og i hovedstaden fødte hun sin ældste datter.

– Jeg tog ikke kontakt til mine forældre. Jeg skammede mig, fordi jeg havde et barn uden at være gift eller have en mand. Det var hårdt at være alene med et barn, men jeg ville klare mig, for jeg ville gerne have, at min familie skulle se, at jeg kunne klare mig selv uden at sælge mig selv på gaden, fortæller Leonida.

Da hendes datter var otte måneder, tog Leonidas liv en ny drejning. Gennem en veninde blev hun inviteret med til fødselsdag hos den danske konsul i Dar-es Salam, og her mødte hun danske Niels, som var ulandsfrivillig.

– Jeg blev meget fascineret af ham. Han var ældre end mig og europæer og vidste en masse ting, som jeg ikke anede noget om, siger Leonida, der kun havde få års skolegang bag sig.

Fascinationen var gensidig, og Leonida blev kærester med den 24-årige dansker.

– Han accepterede min datter, og det syntes jeg, var fantastisk, husker Leonida, der selv var 15 år.

Med Niels ved sin side besluttede hun sig for at aflægge forældrene et besøg, selv om hun var nervøs for reaktionen. Hun var jo stukket af midt om natten og vendte nu tilbage med barn og en mand, en europæisk mand.

– Vi blev godt modtaget af mine familie, og min far forærede Niels en ged. Niels spurgte, hvad han skulle stille op med en ged, men det var en symbolsk gave, et tegn på respekt.

To år senere udløb Niels’ kontrakt, og parret måtte overveje deres fremtid sammen.

– Jeg sagde til Niels, at hvis jeg skulle være sammen med ham, skulle jeg med hjem til hans land, ellers kunne jeg ikke lære ham ordentligt at kende. Jeg var vant til at se, hvordan europæerne i Afrika kørte rundt i store biler, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at alle i Europa var så rige, forklarer Leonida.

Som 17-årig satte hun sig op i flyveren mod Danmark og forlod sit hjemland for altid. Med sig havde hun sin datter og sin danske kæreste.

 

Forsinket teenageliv

Fra det varme Afrika landede Leonida i et koldt og mørkt Danmark. Niels kom fra Vestjylland, så parret bosatte sig i Tarm.

– Det var virkelig svært at bo i Danmark, jeg kunne slet ikke finde ud af det. Her var koldt, og folk spiste rådne fisk – sild. Jeg kunne ikke tale med folk, fordi der var mange i byen, der ikke kunne engelsk, og det tog virkeligt hårdt på mig, fortæller Leonida.

Hun havde dog Niels, og hans familie tog i mod deres nye svigerdatter med åbne arme.

– Niels’ mor blev min reservemor. Hun lærte mig at dække bord, lave mad og organisere. Det er Niels’ familie, der har ’opdraget’ mig til at være den, jeg er i dag. De var virkelig fantastiske, siger Leonida.

Hun fik tre sønner med Niels. De er i dag 25, 22 og 12 år, mens hendes datter er 29 år.

Sideløbende med børnenes skolegang tog hun selv folkeskolens øverste klasser og HF. Ønsket om at lære mere fik hende til at søge ind på pædagogseminariet, og her åbnede en ny verden sig for hende.  Hun begyndte at tænke over sit eget liv og ikke mindst sit ægteskab. Det gik langsomt op for hende, at hun og Niels var vokset fra hinanden, og i 2000 flyttede hun.

– Det er frygteligt at blive skilt, og jeg ville virkelig ikke ønske det for nogen. Det er ekstra forfærdeligt, når man har børn sammen. Mine børn syltede mig, fordi det var mig, der var gået. De nægtede at ringe eller besøge mig, og jeg havde det virkelig af helvede til, for mine børn er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede på mig, og jeg gav dem tid til at komme sig, for det var jo en sorg. Hvis jeg ikke havde givet dem tid, så havde jeg mistet dem, siger Leonida ærligt.

Børnene blev ikke mildere stemte, da Leonida midt i skilsmissen mødte Michael. Han var murersvend, boede på et 15 kvadratmeter stort værelse i Århus, og så var han otte år yngre end Leonida, som på det tidspunkt var midt i 30’erne.

– Jeg var ude og spise med en veninde, og så forslog hun, at vi skulle gå ud at danse, og her mødte jeg Michael. Han elskede også at danse. Jeg var egentlig ikke interesseret, for jeg var jo midt i en skilsmisse, og jeg skulle ikke finde en ny mand, men Michael var så pågående, siger Leonida og griner.

Murersvenden fik slået benene væk under tutsiprinsessen, og snart droppede hun sin nye lejlighed og flyttede ind på hans lille værelse.

– Jeg kom fra en gård på 300 kvadratmeter, og nu boede jeg på 15, men jeg var forelsket, og så er man jo blind og naiv. Jeg tror, at det var mit teenageliv, jeg udlevede. Jeg har jo aldrig været teenager, fordi jeg blev mor så tidligt, siger Leonida.

 

Bleer og småbørn

I august 2003 blev Leonida gift med Michael, og langsomt accepterede hendes børn forholdet.

– De var jo næsten jævnaldrende med Michael, og det var slemt, men jeg tror simpelthen ikke, at mine børn ville have, at der var en anden mand i mit liv, siger Leonida.

Hendes store børn har i dag fået to små søstre på tre og fire år, for Leonida var bevidst om, at hvis hun ville Michael, måtte hun også tage en omgang mere med bleer og små børn.

– Jeg kunne ikke bare sidde her med mine fire børn, mår Michael ikke havde nogen, og sige, at jeg ikke ville have flere børn. Hvis vi skulle leve sammen, skulle vi også have børn, siger hun.

I dag har familien en hektisk hverdag som alle andre småbørnsfamilier. Michael er selvstændig muremester, og Leonida er netop blevet pædagogisk leder af en integreret institution.

– Man er kun på jorden i kort tid, så man skal sørge for at få det bedste ud af livet og være ligeglad med, hvad naboen tænker, siger Leonida.

Og det bliver den sidste bemærkning i historien om tutsiprinsessen uden alder, der blev muremesterfrue i Brabrand.

 

Fakta:

I 1895 blev Rwanda blev en tysk koloni, men efter 1. verdenskrig blev kolonien belgisk.  Tutsi-folket regerede landet og udgjorde overklassen, selv om de var i mindre tal. I 1959, tre år før Rwanda blev selvstændigt, væltede hutuerne i Rwanda den regerende tutsi-konge, og 150.000 tutsier flygtede til nabolandene, mens tusinder mistede livet. I 1990 udbrød der borgerkrig i landet mellem hutuer og tutsier, og det kulminerede med folkedrabet i 1994, hvor 800.000 tutsier mistede livet i løbet af tre måneder. I dag er det nabolandet Congo, der er skueplads for konflikten mellem tutsier og hutuer.

Kilde: Wikipedia

 

Bragt i Femina nr. 23 2009

Share This:

ANNE-MARIES ÅNDELIGE UNIVERS

Posted on by 0 comment

 

Anne-Marie Østersø var kun 14 år, da hun havde en oplevelse, som ikke kunne forklares med almindelig logik. Det er gennem årene blevet til masser af budskaber fra åndeverdenen, og siden 1995 har hun været clairvoyant på fuld tid.

Af VIBEKE C. LARSEN

Foto: HANNE PALUDAN KRISTENSEN

Anne-Marie lå i sin seng og skulle sove. Pludselig fik den 14-årige pige følelsen af, at hun fløj ud af sin egen krop. Hun følte, at hun svævede og kunne se sin egen krop i sengen.

– Det var meget mærkeligt og skræmmende, for jeg troede, at jeg skulle dø. Først tænkte jeg, at det nok bare var en drøm, men et eller andet sted vidste jeg, at det ikke var noget, jeg havde drømt, siger Anne-Marie Østersø, der i dag er 45 år.

Det var clairvoyant Anne-Marie Østersøs første oplevelse med den åndelige verden. En verden, som mange finder fascinerende, men som ligeså mange ryster på hovedet af.

– Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke tror på det. Jeg har også svært ved at tro på noget, jeg ikke selv har oplevet. Hvis man har set et spøgelse, så tror man på det, siger Anne-Marie.

Efter Anne-Maries ’ud af kroppen’ oplevelse som 14-årig var det, som om der skete noget. Som om der var blevet åbnet op for et vindue til en anden verden. Anne-Marie vidste pludselig, hvem veninderne i skolen var forelskede i, uden veninderne havde sagt noget. Hun kunne også forudsige begivenheder.

– En dag skulle vi have gæster, og jeg sagde til min mor, at jeg ikke troede, de kom. Fem minutter ringede de afbud. Min mor fortalte mig, at jeg var synsk, og hun sagde, at hun havde de samme evner, fortæller Anne-Marie.

Hendes mor bad hende dog også om at lukke af for sine synske evner. Anne-Maries mor var vokset op i et præstehjem, hvor den slags evner ikke var velansete.

– Jeg tror, at min mor var bange for, hvad jeg skulle rode mig ud i, hvis jeg brugte mine evner, siger Anne-Marie.

Dengang tænkte hun ikke videre over, at hun kunne se ting og begivenheder, udover at det var lidt mærkeligt.

– Set i bakspejlet var det meget ensomt og frustrerende at være alene med de oplevelser, husker Anne-Marie.

Hun har netop udgivet bogen ’Tror du på spøgelser?’, som handler om børn, der oplever overnaturlige ting. Bogen er skrevet sammen med den kun 12-årige Camilla Paulsen, der også har clairvoyante evner.

– Bogen er skrevet for børn, så de ikke skal føle sig alene, hvis de har uforklarlige oplevelser, siger hun.

Flasken, der bevægede sig

Anne-Marie måtte gennem en boghandleruddannelse, Spies guideskole og en konkurs med sin egen videobutik, får hun begyndte at tage sine clairvoyante evner seriøst. Konkursen og en kæreste, der forsvandt, fik hende i en alder af 23 år til at opsøge en astrolog.

– Hun var den første, der, udover min mor, fortalte mig, at jeg havde clairvoyante evner, og det gjorde udslaget for hele min videre færden. Hun kunne se i mit horoskop, at jeg havde evnerne, og hun opfordrede mig til at leve af det, og jeg tænke bare ja, ja. Der var slet ikke så meget fokus på den alternative verden dengang, og folk ville tro, at jeg var skør, siger Anne-Marie.

Hun troede dog så meget på astrologens ord, at hun i det små begyndte at spå veninder, veninders veninder og kolleger. Det greb om sig, og siden 1995 har Anne-Marie levet af sine clairvoyante evner. Udover kurser og private kunder har hun en brevkasse i Ude og Hjemme, og hun har medvirket i flere tv-programmer. Alligevel møder hun ofte skepsis.

– Der er altid nogen, der vil have beviser, og tidligere prøvede jeg også at overbevise folk ved for eksempel at fortælle dem, hvilken farve deres sofa havde, men folk, der ikke tror på clairvoyance, vil altid forsøge at finde en logisk forklaring. Nu gider jeg ikke længere forsøge at overbevise folk, for jeg ved, hvad jeg kan, og der vil aldrig være nogen, der kan overbevise mig om, at jeg ikke har clairvoyante evner, siger Anne-Marie bestemt.

Hvis hun tvivlede det mindste på sin kunden, blev hun overbevidst en dag, hvor hun havde en kunde i sit hjem. Mens de talte, begyndte Anne-Maries vandflaske at bevæge sig rundt på bordet. Kunden troede, at det var helt normalt, men Anne-Marie blev bange. Hun fortsatte dog med at spå kunden, og ti minutter senere bevægede flasken sig atter hen over bordet.

– Der blev jeg overbevidst om, at jeg havde evnerne. Det viste sig, at kundens far var død, mens hun sad hos mig, og jeg er sikker på, at det var ham, der ville markere sig, siger hun.

Hun mistede selv sin far som 27-årig, og to gange har hun fornemmet hans hånd på sin kind.

Budskaber i Netto-køen

Anne-Marie Østersø modtager budskaberne fra det hinsides i billeder, tanker og følelser i kroppen. Som brikker i et puslespil stykker hun selv meningen sammen. Desuden bruger hun folks fødselsdatoer, tarotkort og symboler, når hun spår. Selv når clairvoyanten står i Netto-køen, modtager hun budskaber fra det hinsides.

– Jeg kan ikke lade være med at kigge på de andre kunder og se, hvad jeg får ned. Nogen gange har jeg lyst til at konfrontere folk med de ting, jeg kan se. Som hvis jeg kan se, at en kvinde bekymrer sig for meget, og jeg kan se, at det kommer til at gå fint, men jeg gør det ikke, siger Anne-Marie.

Hun kan dog trække et mentalt rullegardin ned, når hun vil have fred, og hun kan ikke se ting, der vedrører hendes nærmeste familie.

– Jo tættere jeg er på folk, jo mindre kan jeg se. Nogen gange har jeg fået ting ind omkring mine veninder, og så har jeg ringet og sagt, at de skulle gøre sådan og sådan. Men det er ikke altid, folk lytter, for alle ved bedst selv, fortæller Anne-Marie og smiler.

Anne-Maries 16-årige datter Julie er 3. generation af synske kvinder i familien. Hun kom som lille hjem fra fritidshjemmet og kunne fortælle sin mor, at pædagogen var gravid, ’men hun ved det bare ikke selv’. Få måneder senere annoncerede pædagogen, at hun ventede sig.

– Min datter kan nok bedre forstå mig, end hvis hun ikke selv havde evnerne, så havde hun nok bare tænkt, at hendes mor var sindssyg, siger Anne-Marie.

Læs mere om Anne-Marie Østersø her: www.ostersoe.dk

Clairvoyance – klarsyn

Clairvoyance stammer fra fransk og betyder ’klarsyn’. Det er ifølge Anne-Marie Østersø evnen til at se ind i folks fortid, nutid og fremtid. Der er forskel på, hvordan clairvoyante modtager deres budskaber. Anne-Marie får syn og tanker, og hun kan mærke det i kroppen. Hvis hun f.eks. har en kunde med dårligt knæ, får hun også ondt i knæet. Desuden bruger hun symboler, tolker fødselsdatoer og lægger tarotkort.

Hver fjerde tror på spøgelser:

En undersøgelse fra 2008 viser, at mere end hver fjerde af os tror på spøgelser.

27 procent af 1020 personer mellem 18 og 75 år angav, at de troede på spøgelser, og hver sjette af de adspurgte havde selv haft uforklarlige oplevelser. Mænd er mere skeptiske overfor det overnaturlige end kvinder.

Kilde: Analyseinstituttet Zapera for Metroxpress

Har du oplevet noget overnaturligt:

Caroline Laursen, 36 år:

– En aften havde jeg et skænderi med min kæreste i telefonen, og da jeg havde lagt røret, var vi stadig uvenner. Pludselig fornemmede jeg min svigermors parfume i rummet. Hun var død kort tid forinden efter kort tids sygdom, og jeg tog det som et tegn på, at hun var ked af, at vi skændtes. Jeg ringede derfor straks til min kæreste og blev forsonet.

Jannie Hansen, 47 år:

– For 15 år siden opsøgte jeg af nysgerrighed en clairvoyant, og jeg var meget påpasselig med ikke at fortælle noget om mig selv. Clairvoyanten fortalte mig, at den ene af mine brødre ville blive skilt, og det havde jeg noget svært ved at tro på, da begge mine brødre var godt gift. En måned fortalte min lillebror mig, at han havde besluttet sig for at gå fra sin kone. Da fik jeg godt nok kuldegysninger.

Mona Hellman, 33 år:

– Sidste sommer blev jeg lidt over fem vækket af et brag inden fra stuen. Jeg gik derind og så, at billedet af min nevø, som stod i vindueskarmen, var væltet, så bagsiden lå opad. Jeg rejste billedet og gik i seng igen. Klokken halv otte ringede min stedfar og fortalte, at min mor er død. Hun var død lidt over fem, og det slog min, at det var på det tidspunkt, at billedet væltede. Min

stedfar og mor var på ferie, da hun døde, og jeg tror, at hun lige har været forbi for at sige farvel.

Kirsten Petersen, 54 år:

– Min mand og jeg bor i en moderne ejendom, alligevel har jeg oplevet noget mystisk i vores lejlighed. Når jeg var i bad, så jeg et aftryk af en hånd på den våde væg. Selv om jeg dagligt tørrede brusekabinen af, kom håndtrykket tilbage dagen efter. Jeg prøvede selv at sætte aftryk på væggen, men de forsvandt igen. Jeg registrerede aftrykket i en periode, men da jeg fortalte min mand og andre i min omgangskreds om hånden, forsvandt aftrykket.

Bragt i Hendes Verden nr. 9 2009

Share This: