Blog Archives

DEN DANSKE TUTSIPRINSESSE

Posted on by 1 comment
Leonida Joseph Nielsen har oplevet mere end de fleste, siden hun blev født i en flygtningelejr i Tanzania som datter af tutsi-flygtninge fra Rwanda. For ti år siden afslørede hendes mor, at hun var tutsiprinsesse, og i dag bor hun i Brabrand og er mor til seks.

Af VIBEKE C. LARSEN

Foto HANNE PALUDAN KRISTENSEN

Historien om Leonida Joseph Nielsens utrolige liv kan begynde mange steder. Den kan starte med, at hun er mor til seks børn i alderen 3 til 29 år, men stadig har en skikkelse, som de fleste af os kun kan drømme om. Historien kan også begynde, da hun flyttede fra Tanzania til Tarm som 17-årig, fordi hun var forelsket i en dansk mand. Endelig kan vi skrue tiden helt tilbage til dengang, da hendes tipoldefar var tutsikonge i Rwanda.

Men fortællingen om Leonida Joseph Nielsen begynder med spørgsmålet om hendes alder.

– Kan du ikke bare skrive, at jeg er i begyndelsen af fyrrene? spørger hun og smiler.

Da vi insisterer på, at vi gerne vil have en konkret alder, bliver Leonida alvorlig. Det handler om andet end bare alders-krukkeri.

– Det er kun min mand og min læge, der kender min rigtige alder og fødselsdag. For ti år siden sagde min mor til mig: ’Nu skal du høre, du hedder ikke det, som du tror, du hedder, og den alder, du har, er ikke din rigtige’. For at beskytte familien holdt min mor vores navne, fødselsdage og hjemstavn hemmelig. Hun var bange for, at vi ville blive slået ihjel, hvis nogen kendte sandheden. Nu har jeg bare vænnet mig til, at det er sådan, fortæller Leonida, der er ud af en søskendeflok på 10, der i dag lever spredt ud over hele verden.

For at finde grunden til moderens hemmelighedskræmmeri skal vi helt tilbage til Leonidas tipoldefar. Han var konge i Rwanda, og det gør Leonida til tutsiprinsesse.

Selv tillægger hun ikke prinsessetitlen stor betydning.

– Måske havde jeg levet anderledes, hvis jeg havde vidst det. Men jeg er jo ikke prinsesse i min egen bevidsthed, mine forfædre levede et privilegeret liv, men hvad skal jeg bruge det til, udover at det er en god historie? Mine børn driller mig med, at ’mor er en prinsesse’, men jeg er jo bare Leonida, der bor i Brabrand med min mand og to små børn, siger Leonida og griner.

 

En belastende historie

Leonidas forfædre blev båret rundt i bærestole, og hendes mor har fortalt, at nogle af dem havde så dårlig motorik, at de knap kunne gå selv, fordi de var vant til at blive båret rundt. De royale tutsi-aner er dog mere end blot en god historie om forfædre, der ikke kunne gå selv. I Afrika er tutsifolket stadig i konflikt med et andet folkeslag, hutu’erne, og i en moderne verden er der ikke langt fra en etnisk konflikt i Afrika til det fredelige Danmark. Det oplevede Leonida i 2000, da hun boede i Vestjylland med sin første mand.

En dag fik Leonida besøg af politiet, der kunne fortælle, at de på foranledning af FN’s krigsforbrydertribunal havde anholdt en asylansøger fra Rwanda i hendes by. Manden var under mistanke for at have medvirkende til folkemordet i Rwanda, hvor hutuer udrensede tutsier i 1994. Politiet havde en mistanke om, at den anholdte hutu muligvis var ude efter Leonida.

– Jeg blev meget bange, og jeg blev bange for, at der skulle ske noget med mine børn. Jeg tænkte på min mor, og nu forstod jeg, at det var med god grund, at hun havde holdt sandheden om vores rødder skjult for os. Pludselig blev det en belastning at have min historie, fortæller Leonida.

Den anholdte blev udleveret til FN’s krigsforbrydertribunal i Tanzania, og Leonida kunne igen sove roligt. Manden blev tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden under krigen i Rwanda

 

Mor som 14-årig

Ordene flyder let. Efter mere end tyve år i Danmark behersker Leonida sproget, og kun en svag accent afslører hendes baggrund.

Leonida voksede op i Tanzania. Hendes forældre flygtede fra urolighederne i Rwanda i 1963, og få år efter kom hun til verden i en flygtningelejr i Tanzania. Siden fik forældrene deres eget lille landbrug, og Leonida husker, hvordan forældrene havde svært ved at dyrke jorden, fordi de aldrig havde været vant til den type arbejde. Moderen holdt sammen på familien, mens faderen ofte forlod sin kone og børn og var væk i flere måneder.

– Min far tog skade af flugten, og han kunne ikke acceptere, at han ikke længere havde det samme privilegerede liv som i Rwanda. Han mistede ansvarligheden, og min mor måtte opdrage os børn alene. Far mente, at hvis vi flyttede tilbage til Rwanda, kunne vi få deres gamle liv tilbage. Men min mor fik det psykisk dårligt af at være i Rwanda, for alle venner og familie var flyttet væk eller døde, fortæller Leonida.

Hun voksede op og blev en nysgerrig og oprørsk ung dame, som tidligt begyndte at udforske verden omkring sig. Som 13-årig blev hun gravid.

– Jeg opdagede det først, da jeg var i femte-sjette måned, og jeg blev rigtig bange, for hvad skulle sige til mine forældre? Jeg var jo ikke gift og bange for mine forældres reaktion, så jeg stak af midt om natten.

Hun overtalte en veninde til at tage med på flugten, og så gik turen til hovedstaden Dar-es Salam, der lå 150 kilometer væk.

– Vi havde ingen penge, så vi fik jobs undervejs, og når vi havde til busbilletten, rejste vi videre. Min veninde spurgte flere gange, om vi ikke skulle tage tilbage til vores landsby, men jeg ville videre, fortæller Leonida ivrigt.

Hun gestikulerer ivrigt, mens hun fortæller om flugten til storbyen.

 

Mødet med kærligheden

Leonida fandt arbejde som receptionist og en toværelses lejlighed i Dar-es Salam, og i hovedstaden fødte hun sin ældste datter.

– Jeg tog ikke kontakt til mine forældre. Jeg skammede mig, fordi jeg havde et barn uden at være gift eller have en mand. Det var hårdt at være alene med et barn, men jeg ville klare mig, for jeg ville gerne have, at min familie skulle se, at jeg kunne klare mig selv uden at sælge mig selv på gaden, fortæller Leonida.

Da hendes datter var otte måneder, tog Leonidas liv en ny drejning. Gennem en veninde blev hun inviteret med til fødselsdag hos den danske konsul i Dar-es Salam, og her mødte hun danske Niels, som var ulandsfrivillig.

– Jeg blev meget fascineret af ham. Han var ældre end mig og europæer og vidste en masse ting, som jeg ikke anede noget om, siger Leonida, der kun havde få års skolegang bag sig.

Fascinationen var gensidig, og Leonida blev kærester med den 24-årige dansker.

– Han accepterede min datter, og det syntes jeg, var fantastisk, husker Leonida, der selv var 15 år.

Med Niels ved sin side besluttede hun sig for at aflægge forældrene et besøg, selv om hun var nervøs for reaktionen. Hun var jo stukket af midt om natten og vendte nu tilbage med barn og en mand, en europæisk mand.

– Vi blev godt modtaget af mine familie, og min far forærede Niels en ged. Niels spurgte, hvad han skulle stille op med en ged, men det var en symbolsk gave, et tegn på respekt.

To år senere udløb Niels’ kontrakt, og parret måtte overveje deres fremtid sammen.

– Jeg sagde til Niels, at hvis jeg skulle være sammen med ham, skulle jeg med hjem til hans land, ellers kunne jeg ikke lære ham ordentligt at kende. Jeg var vant til at se, hvordan europæerne i Afrika kørte rundt i store biler, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at alle i Europa var så rige, forklarer Leonida.

Som 17-årig satte hun sig op i flyveren mod Danmark og forlod sit hjemland for altid. Med sig havde hun sin datter og sin danske kæreste.

 

Forsinket teenageliv

Fra det varme Afrika landede Leonida i et koldt og mørkt Danmark. Niels kom fra Vestjylland, så parret bosatte sig i Tarm.

– Det var virkelig svært at bo i Danmark, jeg kunne slet ikke finde ud af det. Her var koldt, og folk spiste rådne fisk – sild. Jeg kunne ikke tale med folk, fordi der var mange i byen, der ikke kunne engelsk, og det tog virkeligt hårdt på mig, fortæller Leonida.

Hun havde dog Niels, og hans familie tog i mod deres nye svigerdatter med åbne arme.

– Niels’ mor blev min reservemor. Hun lærte mig at dække bord, lave mad og organisere. Det er Niels’ familie, der har ’opdraget’ mig til at være den, jeg er i dag. De var virkelig fantastiske, siger Leonida.

Hun fik tre sønner med Niels. De er i dag 25, 22 og 12 år, mens hendes datter er 29 år.

Sideløbende med børnenes skolegang tog hun selv folkeskolens øverste klasser og HF. Ønsket om at lære mere fik hende til at søge ind på pædagogseminariet, og her åbnede en ny verden sig for hende.  Hun begyndte at tænke over sit eget liv og ikke mindst sit ægteskab. Det gik langsomt op for hende, at hun og Niels var vokset fra hinanden, og i 2000 flyttede hun.

– Det er frygteligt at blive skilt, og jeg ville virkelig ikke ønske det for nogen. Det er ekstra forfærdeligt, når man har børn sammen. Mine børn syltede mig, fordi det var mig, der var gået. De nægtede at ringe eller besøge mig, og jeg havde det virkelig af helvede til, for mine børn er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede på mig, og jeg gav dem tid til at komme sig, for det var jo en sorg. Hvis jeg ikke havde givet dem tid, så havde jeg mistet dem, siger Leonida ærligt.

Børnene blev ikke mildere stemte, da Leonida midt i skilsmissen mødte Michael. Han var murersvend, boede på et 15 kvadratmeter stort værelse i Århus, og så var han otte år yngre end Leonida, som på det tidspunkt var midt i 30’erne.

– Jeg var ude og spise med en veninde, og så forslog hun, at vi skulle gå ud at danse, og her mødte jeg Michael. Han elskede også at danse. Jeg var egentlig ikke interesseret, for jeg var jo midt i en skilsmisse, og jeg skulle ikke finde en ny mand, men Michael var så pågående, siger Leonida og griner.

Murersvenden fik slået benene væk under tutsiprinsessen, og snart droppede hun sin nye lejlighed og flyttede ind på hans lille værelse.

– Jeg kom fra en gård på 300 kvadratmeter, og nu boede jeg på 15, men jeg var forelsket, og så er man jo blind og naiv. Jeg tror, at det var mit teenageliv, jeg udlevede. Jeg har jo aldrig været teenager, fordi jeg blev mor så tidligt, siger Leonida.

 

Bleer og småbørn

I august 2003 blev Leonida gift med Michael, og langsomt accepterede hendes børn forholdet.

– De var jo næsten jævnaldrende med Michael, og det var slemt, men jeg tror simpelthen ikke, at mine børn ville have, at der var en anden mand i mit liv, siger Leonida.

Hendes store børn har i dag fået to små søstre på tre og fire år, for Leonida var bevidst om, at hvis hun ville Michael, måtte hun også tage en omgang mere med bleer og små børn.

– Jeg kunne ikke bare sidde her med mine fire børn, mår Michael ikke havde nogen, og sige, at jeg ikke ville have flere børn. Hvis vi skulle leve sammen, skulle vi også have børn, siger hun.

I dag har familien en hektisk hverdag som alle andre småbørnsfamilier. Michael er selvstændig muremester, og Leonida er netop blevet pædagogisk leder af en integreret institution.

– Man er kun på jorden i kort tid, så man skal sørge for at få det bedste ud af livet og være ligeglad med, hvad naboen tænker, siger Leonida.

Og det bliver den sidste bemærkning i historien om tutsiprinsessen uden alder, der blev muremesterfrue i Brabrand.

 

Fakta:

I 1895 blev Rwanda blev en tysk koloni, men efter 1. verdenskrig blev kolonien belgisk.  Tutsi-folket regerede landet og udgjorde overklassen, selv om de var i mindre tal. I 1959, tre år før Rwanda blev selvstændigt, væltede hutuerne i Rwanda den regerende tutsi-konge, og 150.000 tutsier flygtede til nabolandene, mens tusinder mistede livet. I 1990 udbrød der borgerkrig i landet mellem hutuer og tutsier, og det kulminerede med folkedrabet i 1994, hvor 800.000 tutsier mistede livet i løbet af tre måneder. I dag er det nabolandet Congo, der er skueplads for konflikten mellem tutsier og hutuer.

Kilde: Wikipedia

 

Bragt i Femina nr. 23 2009

Share This:

JEG VAR BESAT AF MIN BANKMAND

Posted on by 0 comment

- fortalt til VIBEKE C. LARSEN

Min bankrådgiver hedder Helle. Jeg har møde med hende en gang eller to om året, når jeg skal omlægge lån eller have lagt budget. Vi har et fint forhold til hinanden. Jeg ved dog ikke, hvad hun laver udover at arbejde i banken, og jeg tror ikke, at hun ville kunne genkende mig på gaden. Sådan skal et forhold til en rådgiver være. Men sådan var mit forhold til min tidligere bankmand, Steen, bestemt ikke.

Min kæreste Mikael var gået fra mig, og udover et knust hjerte betød det også, at jeg måtte sige farvel til vores skønne herskabslejlighed, for det var nemlig min kærestes. Efter et par måneders fremleje og en erkendelse af, at Mikael ikke ville have mig tilbage i herskabslejligheden, var jeg moden til at købe min egen lejlighed. Jeg havde jo et godt job, og så havde jeg arvet min farmor et halvt år forinden, så jeg burde have råd. Første skridt var at tale med banken, så jeg ringede og fik en tid med en rådgiver ved navn Steen H. Jakobsen

– Nu charmer jeg ham Steen, så han låner mig en masse penge, og så køber jeg en dejlig lejlighed med fjordudsigt, sagde jeg til min veninde Lone dagen før mødet.

Det var nu snarere Steen, der charmede mig.

Jeg sad på en grim plastik stol i en fyldt bank, og så kom denne fantastiske mand ned ad trappen. Håret var mørkt, mens øjnene var strålende blå. Han styrede lige mod mig og rakte mig en stærk hånd: – Du må være Susan Laugesen, kom med mig.

Jeg fulgte bare efter, mens jeg stirrede på hans nakke, hvor jeg lige kunne se en stribe solbrændt hud mellem hårgrænsen og den lyseblå skjorte. Tænk at jeg havde så lækker en bankrådgiver!

Steen var ikke bare lækker, han var også behagelig at snakke med. Han lyttede opmærksomt, da jeg forklarede, at jeg gerne ville købe en lejlighed.

– Jeg formoder, at der ikke er en partner inde i billedet? spurgte han og smilede.

Jeg rystede på hovedet, mens blodet farvede mine kinder røde.

– Du kan også sagtens købe en bolig alene, for jeg har lavet nogle beregninger, som du skal se her…

Steen rodede i sine papirer og talte videre om budgetter og lånetyper, men jeg hørte slet ikke efter. Jeg sad bare og stirrede på ham.

Da jeg forlod banken, var jeg ikke blevet meget klogere på forskellen mellem flexlån og afdragsfrit lån, for jeg var forfjamsket, som jeg ikke har været det siden 14-års alderen. Min bankmand havde virkelig gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og det bedste var, at vi havde et nyt møde 14 dage efter, hvor vi skulle lægge budget.

Steen havde givet mig sit kort: Steen H. Jakobsen, bankrådgiver, efterfulgt af mailadresse og telefonnummer, og bedst af alt et lille foto i højre hjørne. Jeg stirrede og stirrede på det billedet, som kunne jeg fravriste det viden om Steen.

Jeg var vant til at bruge internettet, så jeg kunne ikke dy mig for at forsøge at lave en søgning på Steens navn. Navnet ”Steen Jakobsen” gav mig over 11.000 hits, men da jeg satte H’et ind, fik jeg kun 17. Der var en hjemmeside for en herrefrisør i Kalundborg, så det var næppe den Steen, jeg ledte efter. Min Steens navn optrådte mest på sider, der havde relation til banken. Jeg fandt også en resultatliste for en badmintonklub her i byen, så mon ikke min bankmand spillede badminton i sin fritid?

Jeg prøvede også at tjekke hans navn på ’De Gule Sider’, og i vores by var der kun en med hans navn, og han boede ikke langt fra banken. Jeg søgte på adressen, men der kom ikke andre navne frem. Kunne jeg være så heldig, at min bankmand ikke havde en kæreste? Jeg havde under mødet registreret, at han ikke bar ring.

Jeg havde tænkt så meget på Steen, at jeg næsten ikke kunne huske, hvordan han så ud, da dagen for vores næste møde endelig oprandt. Da han stod foran mig, var han endnu mere fantastisk, end jeg huskede det.

Vi gennemgik min økonomi, og jeg kunne nærmest ikke svare på de mest simple spørgsmål.

– Nej, Susan, du må da have en idé om, hvor mange penge du bruger på mad om måneden. Hvad med tøj så? Steen sendte mig et drillende smil, og jeg fik fremstammet et par beløb.

– Og så skal jeg lige lægge lidt til, eller er det sandheden?

Han grinede, og jeg kunne ikke lade være med at grine med.

Mødet varede en god times tid, men jeg havde for længst mistet tidsfornemmelsen. Jeg havde lige hældt mere kaffe op, da Steen sagde, at han nu havde de oplysninger, som han havde brug for. Jeg må have set frygtelig skuffet ud, for han smilede og sagde, at jeg endelig måtte drikke kaffen færdig.

– Så travlt har jeg heller ikke, sagde han med et grin. – Så tager jeg også lige en ekstra kop, før mit næste møde.

Jeg forlod banken med bankende hjerte og tindrende øjne et kvarter senere. Jeg vidste nu, at Steen ganske rigtig spillede badminton, og derudover var han en ivrig skisportsmand.

– Så må vi håbe, at det bliver en hvid jul, havde jeg sagt og kunne stadig høre, hvor tåbeligt det lød, men Steen havde bare smilet og sagt, at han altid håbede på hvid jul. Jeg måtte gå, da han havde sit næste møde.

– Det var hyggeligt, Susan. Du kontakter mig bare, når du har fundet en passende lejlighed, så regner vi på det, havde han sagt og trykket min hånd. Havde vores hænder ikke lige holdt hinanden fast i et par sekunder for lang tid? Havde han ikke holdt mit blik fast i et øjeblik for meget?

Tankerne løb rundt i hovedet på mig, mens jeg cyklede hjem til min fremlejede bolig.

Min veninde Mille var ikke imponeret over min analyse af mit møde med Steen.

– Nej, Susan, ved du nu hvad? Han er din bankrådgiver, det er hans job at være rar og venlig overfor kunderne, sagde hun, da vi mødtes et par dage senere.

Jeg protesterede, for jeg var sikker på, at der virkelig havde været god kemi mellem min bankrådgiver og mig.

– Du ved ikke en gang, om han har en kæreste. Hvis han var ledig på markedet, havde han nok ladet det skinne igen, lød Milles hårde dom.

Jeg var sikker på, at hun var forkert på den, men jeg besluttede mig for at holde min forelskelse i Steen for mig selv, for det var lidt pinligt, at jeg som en anden teenager var blevet betaget af min bankmand. . Mille skulle nok komme til at trække sine ord tilbage, når vi blev kærester.

Steen havde selv sagt, at jeg bare skulle kontakte ham, så nu gik jagten ind på en lejlighed. Jeg kontaktede ejendomsmægleren og blev trukket rundt i forskellige lejligheder, som jeg forsøgte at foregive en interesse for. I virkeligheden var jeg bare interesseret i at få gaflet noget slagsmateriale, som jeg kunne præsentere for Steen. I mine drømme fik jeg slet ikke brug for en ny lejlighed, for Steen ville tage min hånd hen over salgsopstillingerne og spørge, om jeg ikke hellere ville flytte ind hos ham.

Jeg fandt tre lejligheder, som alle ville passe fint til en 32-årig single kvinde, og salgsopstillingerne mailede jeg til Steen. Jeg brugte det meste af en arbejdsdag på at udtænke, hvad jeg skulle skrive til ham. Var det ok med ’kærlig hilsen Susan’, eller skulle jeg hellere binde an med et kækt ’hej, hej fra Susan’. Jeg valgte en mellemting, og så ventede jeg spændt på Steens svar.

Allerede dagen efter var der svar. Han syntes, at lejlighederne så spændende ud, og han ville lave nogle beregninger, som vi kunne gennemgå, og så forslog han et mødetidspunkt. Der stod hverken

’kære’ eller ’kærlig hilsen’, men mit hjerte tog alligevel et par ekstra slag, for jeg skulle se Steen igen.

Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle få listet ud af ham, om han havde en kæreste, og jeg havde en million gode indgangsspørgsmål i hovedet, da jeg ankom til banken, men i det øjeblik, jeg sad overfor Steen, blev jeg helt blank. Jeg kunne ikke sige noget sammenhængende, og da mødet var slut, havde jeg et overblik over, hvordan min økonomi ville se ud, hvis jeg købte en af de tre lejligheder, men om Steen var single, anede jeg stadig ikke.

Igen havde der været en god stemning til mødet, og Steen havde sagt en masse klogt om lejlighederne, om jeg nu havde tjekket, om elinstallationerne var lovlige, og om badeværelset var vådrumsbehandlet, men hvad betød det? Det var jo Steen, jeg ville have, ikke lejlighederne.

Julen nærmede sig, og jeg sad alene i en lille, mørk og fremlejet lejlighed. Det var noget af en kontrast til mine lyserøde dagdrømme om Steen. Jeg kunne godt se, at jeg var for gammel til at sidde som en anden skolepige og tegne hjerter med pile igennem, der måtte ske noget. Jeg besluttede mig for at følge efter ham en dag, når han fik fri. Så kunne vi tilfældigt støde på hinanden, og så ville resten være historie, forestillede jeg mig.

Heldigvis blev det tidligt mørkt, så jeg kunne i ly af skumringen cykle hen til banken og vente på, at Steen fik fri. Jeg trak huen godt ned i panden og under dække af at studere et butiksvindue, ventede jeg på den anden side af gaden. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var sikker på, at folk omkring mig kunne høre det.

Endelig fik jeg øje på Steen. Han drejede til højre ved banken og forsvandt ned ad Vestergade. Jeg cyklede langsomt efter ham. Måske skulle han handle på vejen, og så kunne jeg tilfældigt dukke op ved køledisken.  Men nej, han fortsatte med hurtige skridt ned ad Vestergade og drejede til venstre. Jeg fulgte ham helt hen til hans adresse, og jeg skulle lige til at give mig til kende, da han stoppede op og vinkede. Jeg fik øje på en kvinde, der kom trækkende med en cykel med en barnestol, hvor et barn sad og ivrigt vinkede til Steen.

Som i en gammeldags stumfilm så jeg, hvordan kvinden stoppede op, og Steen bøjede sig ned og kyssede først hende og så barnet. Der var ingen tvivl – det var Steens kæreste og barn. Jeg følte et stik i hjertet, men var dog åndsnærværende nok til at liste omkring hjørnet med min cykel, så Steen ikke fik øje på mig. Han var dog allerede forsvundet ind i huset, og snart blev der tændt lys i de juleudsmykkede ruder.

Ulykkeligt cyklede jeg hjem. Lejligheden virkede endnu mere mørk og kold end normalt, og jeg kastede mig grædende på sofaen.

Det blev en trist jul, og jeg sørgede over min bankmand, som var han vitterlig en kæreste, der var gået fra mig, og ikke bare en fantasi. For det var jo det, han var, en dejlig lyserød drøm, som jeg kunne hygge mig med efter, at Mikael var gået fra mig. Det gik langsomt op for mig, at jeg slet ikke kendte Steen, han var bare en pæn bankrådgiver, og det havde været nok til at antænde mine dagdrømme. Jeg havde haft brug for lidt virkelighedsflugt, men efter jul bankede virkeligheden på igen. Min fremleje udløb snart, og nu skulle jeg altså købe en lejlighed.

Først skiftede jeg dog bank og insisterede på at få en kvindelige rådgiver. Hun hjalp mig med alle de økonomiske formalia, og nu har jeg købt mig en dejlig lejlighed. Fra nu af er banken kun et sted, jeg kommer, når jeg skal snakke om økonomi.

Bragt i Familiejournal i 2009

Share This:

Category: Fiktion

ROSÉ

Posted on by 0 comment

 

Karen nåede lige at gribe vasen, da Olfert lettede fra stuebordet. Den rødstribede kat sprang op i vindueskarmen for at se, hvad der havde forstyrret middagsluren.

– Olfert, slap nu af. Det er bare posten.

Karen sukkede, hun var ikke den eneste, der trængte til ferie. Hun bar vasen ud i køkkenet og smed de halvvisne liljer ud. Hun skulle bare pakke det sidste, så var de på vej ud i sommerlandet – hun og Olfert. Karen havde lånt sin moster Evas sommerhus. Karen glædede sig til at vende byen ryggen og slappe af. Hun skulle ikke lave andet end at læse og drikke rosévin i solen. Karen havde ellers bøger nok i sit liv til hverdag, da hun arbejdede i børneafdelingen på det lokale bibliotek. Hun elskede sit arbejde og ville bruge ferien på at læse op på efterårets nye bøger. Nogen ville nok mene, at Karen var lidt sær. Sådan at bo alene med en kat og sine mange bøger. Men Karen var glad for sit liv, hun manglede ikke noget. Heller ikke en mand.

Ikke at hun havde noget i mod mænd. Hun havde da haft kærester, da hun var yngre, men nu var strømmen af emner tørret ud. Karen var 33 år, og mændene i hendes alder var forsvundet ud i parcelhuskvarterne, hvor de havde travlt med at sætte børn i verden. Sådan var det, og Karen begræd ikke sin eneboer tilværelse. Hun var ikke så social, nok lidt genert af natur. Og hvis hun savnede spænding, læste hun bare en bog. Hun blev nærmest et med sine bøger, når hun læste.

Det var næsten blevet aften, før Karen og en sur Olfert nåede sommerhuset. Huset lå ikke langt fra stranden, og Karen kunne høre, hvordan bølgerne dovent ramte stranden. Hun fandt nøglen i skuret og låste sig ind i sommerhuset. Huset lignede sig selv. Der lå strandskaller i vindueskarmene, gulnede ugeblade i kurven ved brændeovnen og møbler, som var mere hyggelige end kønne. Moster Eva havde skrevet et brev og lagt en flaske rosé på køl. Karen smilede, mosteren kendte hendes sommervaner.

Karen pakkede ud, fodrede sure Olfert og gik med ham ud. Hun turde ikke lade katten løbe frit, før han havde lært området at kende. Bagefter skænkede hun sig et glas rosé og læste mosterens brev. Hun skrev, at Petersen, som ejede nabohuset, havde lånt det ud til deres søn og barnebarn, og mosteren opfordrede Karen til at kigge derover, hvis hun savnede selskab. Karen fnyste, hun savnede aldrig selskab og da slet ikke af nogen, hun ikke kendte.

Solen vækkede Karen. Hun daskede ind i stuen, hvor hun blev barnlig glad, da hun så Olfert jagte en flue.

– Vi to har vist godt at komme ude af byen, sagde hun og gik ud i haven. Karen mærkede græsset under sine fødder og nød stilheden.

En barnestemme skar sig gennem freden: – Far, far, må jeg godt gå til stranden nu?

Karen rynkede brynene. Hun havde fri og havde ikke lyst til at få freden forstyrret af børn og larm.

Over hybenbuskene kunne hun se en lille dreng i hoppede trav med en badering om maven og skovl og spand i hænderne. Bag ham gik en mørkhåret, høj mand i bar overkrop og shorts. Baderingen røg hele tiden ned og bremsede drengens gang. Det så sjovt ud, og Karen kom ufrivilligt til at grine. Manden vendte sig om, og Karen skyndte at dukke sig bag hybenbuskene.

– Hvorfor stopper du, far? råbte drengen og vendte sig også.

– Jeg syntes, jeg hørte noget, svarede den mørkhårede mand. – Men jeg tog nok fejl. Kom vi skal på stranden.

Far og søn forsvandt ad stien mod stranden, og Karen pustede ud.    

Det var blevet eftermiddag, før Karen kunne smide sig på drømmesengen. Formiddagen var gået med at købe ind –  bøffer til grillen, salat og nye kartofler og et par flasker rosé. Da hun igen parkerede ved sommerhuset, så hun drengen med baderingen og hans far gå ind i nabohuset. Så var det altså Petersens søn og barnebarn. Ikke at Karen var typen, der fulgte med i andres liv. Hun anede ikke en gang, hvad hendes nabo derhjemme hed.

Olfert var begyndt at føle sig hjemme, og Karen lod ham gå frit rundt. Hun åbnede første side i sin bog – en afhandling om børns læsevaner. Karen havde glædet sig til at læse bogen, men det var, som om hendes hjerne var blevet hjemme. Ordene dansede henover siderne uden at give mening. Karen rejste sig fra drømmesengen.

Måske har jeg mere lyst til at læse en roman, tænkte hun og gik ind i sommerhuset. Hun kiggede på sine bøger, som sirligt var lagt til rette på sofabordet. Der var en lovende finsk debutant, noget nyere tysk lyrik og en stak børnebøger. Ingen af titlerne virkede længere tillokkende på Karen.

En række paperbacks med æseløre og slidte rygge på hylden over den blomstrede sofa fangende hendes blik. Hun trak den tykkeste bog ud og læste titlen: ”Jomfruen fra Tågernes Skov”. Forsiden viste en ung kvinde med lange, lyse lokker, der med et drømmende udtryk i øjnene trykkede sig ind til en høj, mørk mand med et myndigt udtryk i ansigtet.

Læser moster Eva virkelig sådan noget? tænkte Karen og vendte bogen.

”Den skønne Rebecca har levet hele sit liv i Tågernes Skov sammen med sin far. Afsondret fra verden og ganske uvidende om sin egen skønhed. Men en dag banker den mørke fremmede på hende dør og forstyrrer roen i Tågernes Skov…”, læste hun.

Karen grinede. Det var virkelig under hendes niveau at læse om skønjomfruer og mørke riddere i en tåget skov. Alligevel var bogen stadig i hendes hånd, da hun igen lagde sig på drømmesengen.

Under æbletræet jagtede Olfert sin hale med samme energi, som havde det været et en farlig fjende.

Karen blev fanget ind i den gribende beregning om den fattige, men smukke Rebecca. Hun fik en klump i halsen, da hun læse, hvordan Rebeccas mor havde mistet livet i barselssengen, og hvordan hendes tapre far havde opfostret hende alene. Skyggerne var ved at blive lange, da hun endelig slap bogen. Olfert lå i døråbningen og kiggede fornærmet på hende. Som tænkte katten: – Nu forsvinder du igen ind i bøgerne.

Karen dækkede bord på terrassen. Hun havde lavet salat og kogt majs samt skænket et glas af moster Evas rosé, og Olfert havde fået tun fra dåse – det var jo ferie. Karen var knap færdig med sin middag, da hun igen forsvandt ind i Tågernes Skov. Hun skænkede et glas rosé  mere og gik i gang  med afsnittet, hvor Rebecca mødte den fremmede ridder.

”Hun gøs, da hun så den fremmede ved bækken. Han krængede sin kappe og kjortel af, og solen oplyste vandråberne på hans brede, behårede bryst. Rebecca blev kold og varm på en gang….”

– Far, skal vi så have is nu?

Karen blev brutalt revet tilbage fra Tågernes Skov. Irriteret kiggede hun over hegnet, der adskilte Moster Evas hus fra Petersens. I det samme kiggede faderen op. Med en let bevægelse skubbede han sit mørke hår væk fra panden. Hans blik fangede Karens, og han nikkede. Karen mærkede varmen i kinderne, hun lavede en akavet bevægelse, greb tallerken og bestik og skyndte sig ind i huset.

Karen forsøgte at kalde Olfert til sig, men katten levede sit eget liv. Karen måtte kapitulere og snige sig ud efter den ulydelige kat. Hun havde lige fået fat i Olfert, da drengen kom ud af nabohuset med en is i hånden. Glad løb han hen til hegnet.

– Hvad hedder katten? spurgte han.

– Olfert, svarede Karen og gjorde mine til at gå, men i det samme kom drengens far også ud.

– Hej, er du vores nabo?

– Ja, mumlede Karen. Hun hadede at smalltalke med fremmede. Det gik lige, når hun var på arbejde, for der kunne hun tale om bøger, men almindelig snak om vind og vejr, det mestrede hun ikke.

– Jeg må ind med Olfert. Ja, det er ved at være sent, og han skal sove, hørte Karen sig selv sige. Og det lød ganske ubegavet – også i hendes egne øre.

– Jamen, så må I have en god aften, sagde manden med et glimt i øjet.

Karen skyndte sig at gå.

– Godnat Olfert, råbte drengen.

Karen sov dårligt den nat. Hun drømte, at hun løb rundt i Tågernes Skov og ledte efter Olfert. Men hun gik i ring og endte hele tiden ved bækken, hvor den mørke ridder stod og vaskede sig. Men ridderen havde manden i nabohusets ansigt. Hun løb bort fra bækken, men stien førte hende hele tiden tilbage til den fremmede.

Karen gik først ud i haven, da hun fra køkkenvinduet havde set far og søn forsvinde mod stranden. Hun skulle ikke snakke med fremmede, hun skulle bare slappe af og læse. Og historien om Rebecca nåede nye, dramatiske højder. Skønjomfruens far havde advaret sin datter mod den mørke ridder.

”Rebeccas unge hjerte var sat i brand for allerførste gang, og end ikke faderens formaninger kunne holde hende væk fra stævnemødet med den hemmelighedsfulde fremmede…”

Karen læste om stævnemødet, men det var, som om den mørke ridder havde ændret ansigt. Karen så naboen for sig. Nu var det ham, der knugede Rebecca ind til sig og begærligt kyssede hendes unge læber.  

Det må være solen, tænkte Karen og lagde bogen fra sig. Hun lukkede øjnene og så naboen for sig. Nu var det hendes læber, han kyssede, og Karen mærkede, hvordan det sitrede i kroppen. Hun slog øjnene op. Hvad var det her for noget? Hun plejede ikke at fantasere om fremmede mænd! Hun kendte ham ikke, og Karen var af den klare overbevisning, at det indre kom før det ydre. Lettere rystet gik hun ind i huset for at hente Olferts snor.

– Vi to trænger vist til frisk luft, sagde hun og lagde den vrangvillige kat i selen.

De gik ned på stranden. Der var skumtoppe på vandet, og Karen nød den friske vind mod sin hud.

– Skal Olfert luftes? spurgte en stemme drillende, og Karen snurrede forskrækket rundt og så lige ind i et par brune øjne. Naboen! Karen rødmede, hun følte sig afklædt – som vidste han, at hun netop havde tænkt på ham.

– Ja, Frederik har talt meget om Olfert, sagde han lidt undskyldende.

– Frederik?

– Ja, min søn. Jeg hedder Jens, sagde naboen og rakte hånden frem.

– Karen.

De stod lidt og kiggede på surferne, der strøg over de hvide bølgetoppe. Karen spekulerede som en gal over, hvad hun skulle sige, men ordene kom ikke. Men det virkede ikke, som om Jens syntes, det gjorde noget, at de var tavse.

Karen måtte virkelig koncentrere sig for ikke at se Jens fra nabohuset for sig. Han hørte ikke hjemme i Tågernes Skov, han var bare en tilfældig mand i et sommerhus. Karen havde læst i et par timer, da hun pludselig blev klar over, at der var meget stille. Normalt holdt Olfert sig i hendes nærhed, men nu kunne hun ikke se ham. Karen gik en runde i haven og i huset, men der var ingen kat. Hun kaldte og kaldte.

– Måske har han jagtet en fugl og er løbet væk, tænkte hun bange, mens hun smækkede havelågen efter sig.

Karen gik og op og ned af sommerhusvejene, mens kaldte på Olfert. Hun havde slet ikke haft fantasi til at forestille sig, at hendes lille bykat kunne begive sig ud på eventyr. Karen bandede over sig selv, hun blev så opslugt, når hun læse. Bare hun da aldrig havde givet sig i kast med den tåbelige roman.

Karen spurgte alle, hun mødte, om de havde set en rødstribet, lettere overvægtig hankat. Hun spurgte i iskiosken, hos købmanden og på campingpladsen, men ingen havde set ham. Karen var dybt ulykkelig, hun havde haft Olfert i fem år og kunne slet ikke forestille sig et liv uden ham.

Det var ved at blive aften, da Karen gik tilbage til sommerhuset. Hun så, hvordan sommergæsterne tændte op i grillene og åbnede vin. Pludselig følte hun sig meget trist og alene.

Hun håbede til det sidste, at katten ville være ved sommerhuset, men der var ingen. Hun lod sig synke ned på en havestol og stirrede tomt ud for sig.

– Far, far, damen er hjemme nu.

Karen hørte Frederiks barnestemme og sukkede. Hun var bestemt ikke i humør til andre mennesker lige nu. Jens og Frederik nærmede sig, og med en sidste kraftanstrengelse rejste hun sig.

– Hør her, jeg er ked af det, men jeg er ikke lige i humør…, forsøgte hun sig.

– Nej, nej, vi vil også bare sige, at vi har fundet din kat, svarede Jens – Frederik fandt ham i skuret, da vi ledte efter grillkul. Han var godt sur.

Karen stirrede på dem. – Har I Olfert?

Hun begyndte at græde. – Jeg har været så bange. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

– Far, hvorfor græder damen? Er hun slet ikke glad for, at vi har fundet Olfert? spurgte Frederik.

Karen kom til at grine. – Jo, jeg er rigtig glad for, at I har fundet ham. Jeg må hellere hente ham, han er sikkert sur.

Olfert var ganske rigtig meget sur over at være lukket inde. Karen knugede sin kat ind til sig. Pludselig gik det op for hende, at hun burde gøre noget for sine naboer. Men hvad? Rødmende fik hun spurgt, hvordan hun kunne takke dem.

– Hvis du kan låne os nogle grillkul, så taler vi ikke mere om det. Jeg har lovet Frederik, at vi skulle grille, men vi har ikke flere kul.

– Hvorfor kommer I ikke bare over til mig og griller? hørte Karen sig selv spørge.

Hun anede ikke, hvor ordene kom fra.

Jens tændte op i grillen, mens Karen snittede salat og åbnede en flaske rosé. De grillede, spiste og Karen undrede sig over, hvor let det var at tale med Jens. Efter middagen legede Frederik med Olfert, og Karen og Jens talte videre. Han fortalte, at han var skilt fra Frederiks mor, og han havde lånt sine forældres sommerhus i to uger, så han kunne holde ferie sammen med Frederik. Karen mærkede, hvordan hendes hjerte gave et lille hop, da han sagde to uger.

– Nå, skal vi tage opvasken? spurgte Jens.

Karen protesterede, men han var allerede inde i huset og ved at fylde baljen.

– Hvad er det du læser?

Jens havde fundet ”Jomfruen fra Tågernes Skov”, som Karen havde smidt på køkkenbordet. Han kiggede på hende og havde igen det drillende udtryk i øjnene. Karen rødmede. Den tåbelige bog gav hende ikke andet end problemer.

Jens slog op og læste: – ”Deres skæbner var flettede ubrydeligt ind i hinanden, og det samme var deres følelser for hinanden…” Karen, hvorfor læser du sådan noget? Mangler du romantik i dit liv?

Han kiggede længe på hende, Karen følte sig ør i hovedet. Det var nok rosévinen. Men Jens havde ret. Der var ikke meget romantik i hendes liv. Jens lagde romanen fra sig og stillede sig helt tæt på Karen.

– Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt romantik i mit liv, sagde han og trak Karen ind til sig. Hun følte, hvordan hendes krop sitrede under hans hænder, da hans læber rørte hendes.

Karen tænkte, at hun nok ikke nåede at læse”Jomfruen fra Tågernes Skov” færdig, mere tænkte hun ikke, for hun havde et meget intenst kys at besvare.

Bragt i Ude og Hjemme i sommeren 2006

Share This:

Category: Fiktion

VED SIDEN AF EN DÅRLIG KVINDELIGE BILIST, SIDDER DER EN ARRIG MAND

Posted on by 0 comment

Jeg har kørt bil, siden jeg var12, modtaget 31 køretimer af meget pædagogisk kørelærer, og jeg er endda medejer af et styk blå Renault. Alligevel får jeg koldsved på panden og hjertebanken, når jeg kaster mig ud i trafikken, og det gør det ikke bedre, at når der sidder en bedrevidende mand ved siden af

Af VIBEKE C. LARSEN

– Gefühl, skat, gefühl. Kæresten ruller med øjnene, mens han irriteret spytter ordene ud. Jeg sidder bag rattet i fællesbilen og har endnu en gang skiftet gear med en for min mandlige medpassager ganske uforståelig ufølsomhed. Hver gang jeg hiver i gearstangen, vrider han sig, som er det selve hans manddoms pryd, jeg mishandler. Han kan simpelthen ikke forstå, at jeg ikke med let hånd kan hoppe fra fjerde til femte gear. Forklaring – jeg er en kvinde og bliver frygtelig usikker, når jeg sidder bag et rat. Jeg kan sagtens køre 30 kilometer med håndbremsen trukket uden at undre mig det mindste over, at lampen lyser rødt. Jeg har heller ikke helt forstået, at en bil ikke er lavet af et elastisk materiale, så man i en parkeringssituation ikke bare kan forsætte, til man mærker modstand. Først når kofangeren ligger afrevet foran bilen, forstår jeg, at jeg nok burde have forsøgt med en anden taktik end blot at tænke ’det går nok’, eller ’jeg ville have været en stor bilist i Paris’. Når jeg kigger rundt på mine medsøstre, der ellers alle er ligestillede med mænd i job, uddannelse og huslige pligter, er der ingen af dem, der springer i øjnene som Tom Kristensens afløser, men jeg tror ikke forklaringen skal findes i generne, men hos mændene.

Forstørret blikdåse i frigear
Først begyndte bilen at trille, og så kom braget. Jeg var 11 år, da jeg første gang oplevede, hvordan en bil er en hellig genstand for en mand. Jeg sad og legede i min farfars nye bil. Lige et lille ryk med gearstangen, og så hoppede bilen uden af første gear og trillede lystigt ned ad bakken. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle stoppe den rullende bil, og jeg nåede ikke engang at skrige op, før farfars bil bragede ind i min fars bil. Min farfar var 80, mild og blid, så han tog det pænt, hvorimod min egen far råbte og skreg. Ingen var døde, og en bil er jo bare en forstørret blikdåse, men sådan så min far ikke på det, for det var en meget alvorlig sag. Da han var færdig med at råbe, besluttede min far sig for, at han hellere måtte lære sin ukyndige datter det dér med biler. Jeg fik min første uautoriserede køretime som 12-årig på en bumlet markvej udenfor barndomsbyen med min far som selvbestaltet kørelærer. Mange skænderier senere kunne jeg skifte gear, bakke og køre hæderligt på markvejene, og seks år senere troede min far naivt, at mit møde med Nordjyllands roligste kørerlærer, Otto Thygesen, ville blive ganske flygtigt. Han tog fejl.

Kørelærerens hurtige fod
Min far lærte at køre som 8-årig og fik sit kørekort efter fire køretimer, bevares der var næppe så meget trafik på gaderne dengang, men alligevel havde han usædvanlig svært ved at forstå, at hans datter dumpede efter 27 køretimer. Selv var jeg dybt ulykkelig, stortuede og følte, at jeg var det mest håbløse menneske. Hvorfor kunne alle andre få det fordømte kørekort, når jeg ikke kunne? Det var ikke min kørelærers skyld. Otto var et fantastisk tålmodigt menneske med nerver af beton. Uden at fortrække en mine blokerede han kørelærerbremsen på den røde Peugeot og kiggede roligt på mig, mens han sagde: – Der kommer en lastbil med anhænger, synes du ikke lige, at du skal holde tilbage for ham? Lastbilen susede forbi, mens jeg sad og måbede. Jeg havde ikke set lastbilen, og Ottos Peugeot havde uden tvivl fået nogle rigtig grimme buler, hvis det ikke havde været for kørelærerens hurtige fod. Efter 31 kørertimer kunne jeg endelig kalde mig bilist, men jeg måtte snart sande at et styk pap ikke gjorde mig til en Thorkild Thyrring.

Kollisionen med drivhuset
Man kan måske ikke fortænke min bil-elskende far i, at han ikke var alt for pjattet for at låne den firhjulede ud til sin datter. Når det skete, var bilen knap parkeret i carporten, før farmand med tilbageholdt åndedræt spurgte: – Hvordan gik kørslen? Som den dag, da jeg skulle køre min lillebror på arbejde. Hans første arbejdsdag som landbrugselev. Jeg fik fint parkeret på gårdspladsen og tog afsked med brormand. Så satte jeg mig ind i bilen, mens jeg tænkte, at nu skulle jeg ikke ramme bondemandens løsgående labrador eller hans legende barn. Jeg holdt øjnene stift rettet på den sorte hund og det lille barn, mens jeg bakkede om hjørnet, og så var det, at jeg hørte lyden af klirrende glas. Langsomt vendte jeg mig om og så, at jeg havde ramt bondemandens drivhus. Ruderne var knuste og bilen ridset. Langsomt steg jeg ud af køretøjet, mens benene rystede under mig. Min bror sagde ikke noget, men der var ikke meget søsterkærlighed i det blik, han sendte mig. I det samme kom bondemanden løbende hidkaldt af larmen, og der var ikke meget andet at sige: – Goddag, jeg er storesøsteren, og jeg har lige smadret dit drivhus. Bondemanden tog det pænt, men det samme kunne man desværre ikke sige om min far. Hans stemme kunne høres gennem det halve Aalborg, da jeg i telefonen havde mumlet: ’Ikk’ så godt’ til det obligatoriske spørgsmål om kørslen. Bilen havde fået et par skrammer, men stemningen i barndomshjemmet blev aldrig rigtig god den dag.

Ultimativ frihed
I dag er jeg så 36 år, og på parkeringspladsen holder der en blå bil, som jeg har været medejer af i to år. En bil, som jeg faktisk bare kan køre i, hvis jeg lyster. I begyndelsen var det med bankende hjerte og svedige hænder, at jeg satte mig bag rettet, overbevidst om, at det var med livet, mit eller andres, som indsats, når jeg rullede ud i trafikken. Jeg har endnu ikke ramt gamle damer, cyklende børn eller løbske kæledyr, og efterhånden sker det, at jeg slapper lidt af, når jeg kører. Især når jeg er alene i bilen, og der ikke er nogen, der brøler ’gefühl’, når gearskiftet driller, går det faktisk hæderligt. Det er ligefrem gået op for mig, hvor genial en opfindelse en bil er. Ikke noget med at vente på forsinkede busser ved forblæste stoppesteder, for en bil er den ultimative frihed. Jeg tror, at hvis vores fædre, brødre, kærester og mænd undlod at råbe og rulle med øjnene, når vi kvinder er bag rattet, ville jeg og mine medsøstre får helt styr på koblingspunkt, parallelparkering og trepunktsvendinger, og så kunne vi blive ganske habile bilister.

Bragt i Hendes Verden nr. 31 2009

Share This:

Category: Klummer

ANNE-MARIES ÅNDELIGE UNIVERS

Posted on by 0 comment

 

Anne-Marie Østersø var kun 14 år, da hun havde en oplevelse, som ikke kunne forklares med almindelig logik. Det er gennem årene blevet til masser af budskaber fra åndeverdenen, og siden 1995 har hun været clairvoyant på fuld tid.

Af VIBEKE C. LARSEN

Foto: HANNE PALUDAN KRISTENSEN

Anne-Marie lå i sin seng og skulle sove. Pludselig fik den 14-årige pige følelsen af, at hun fløj ud af sin egen krop. Hun følte, at hun svævede og kunne se sin egen krop i sengen.

– Det var meget mærkeligt og skræmmende, for jeg troede, at jeg skulle dø. Først tænkte jeg, at det nok bare var en drøm, men et eller andet sted vidste jeg, at det ikke var noget, jeg havde drømt, siger Anne-Marie Østersø, der i dag er 45 år.

Det var clairvoyant Anne-Marie Østersøs første oplevelse med den åndelige verden. En verden, som mange finder fascinerende, men som ligeså mange ryster på hovedet af.

– Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke tror på det. Jeg har også svært ved at tro på noget, jeg ikke selv har oplevet. Hvis man har set et spøgelse, så tror man på det, siger Anne-Marie.

Efter Anne-Maries ’ud af kroppen’ oplevelse som 14-årig var det, som om der skete noget. Som om der var blevet åbnet op for et vindue til en anden verden. Anne-Marie vidste pludselig, hvem veninderne i skolen var forelskede i, uden veninderne havde sagt noget. Hun kunne også forudsige begivenheder.

– En dag skulle vi have gæster, og jeg sagde til min mor, at jeg ikke troede, de kom. Fem minutter ringede de afbud. Min mor fortalte mig, at jeg var synsk, og hun sagde, at hun havde de samme evner, fortæller Anne-Marie.

Hendes mor bad hende dog også om at lukke af for sine synske evner. Anne-Maries mor var vokset op i et præstehjem, hvor den slags evner ikke var velansete.

– Jeg tror, at min mor var bange for, hvad jeg skulle rode mig ud i, hvis jeg brugte mine evner, siger Anne-Marie.

Dengang tænkte hun ikke videre over, at hun kunne se ting og begivenheder, udover at det var lidt mærkeligt.

– Set i bakspejlet var det meget ensomt og frustrerende at være alene med de oplevelser, husker Anne-Marie.

Hun har netop udgivet bogen ’Tror du på spøgelser?’, som handler om børn, der oplever overnaturlige ting. Bogen er skrevet sammen med den kun 12-årige Camilla Paulsen, der også har clairvoyante evner.

– Bogen er skrevet for børn, så de ikke skal føle sig alene, hvis de har uforklarlige oplevelser, siger hun.

Flasken, der bevægede sig

Anne-Marie måtte gennem en boghandleruddannelse, Spies guideskole og en konkurs med sin egen videobutik, får hun begyndte at tage sine clairvoyante evner seriøst. Konkursen og en kæreste, der forsvandt, fik hende i en alder af 23 år til at opsøge en astrolog.

– Hun var den første, der, udover min mor, fortalte mig, at jeg havde clairvoyante evner, og det gjorde udslaget for hele min videre færden. Hun kunne se i mit horoskop, at jeg havde evnerne, og hun opfordrede mig til at leve af det, og jeg tænke bare ja, ja. Der var slet ikke så meget fokus på den alternative verden dengang, og folk ville tro, at jeg var skør, siger Anne-Marie.

Hun troede dog så meget på astrologens ord, at hun i det små begyndte at spå veninder, veninders veninder og kolleger. Det greb om sig, og siden 1995 har Anne-Marie levet af sine clairvoyante evner. Udover kurser og private kunder har hun en brevkasse i Ude og Hjemme, og hun har medvirket i flere tv-programmer. Alligevel møder hun ofte skepsis.

– Der er altid nogen, der vil have beviser, og tidligere prøvede jeg også at overbevise folk ved for eksempel at fortælle dem, hvilken farve deres sofa havde, men folk, der ikke tror på clairvoyance, vil altid forsøge at finde en logisk forklaring. Nu gider jeg ikke længere forsøge at overbevise folk, for jeg ved, hvad jeg kan, og der vil aldrig være nogen, der kan overbevise mig om, at jeg ikke har clairvoyante evner, siger Anne-Marie bestemt.

Hvis hun tvivlede det mindste på sin kunden, blev hun overbevidst en dag, hvor hun havde en kunde i sit hjem. Mens de talte, begyndte Anne-Maries vandflaske at bevæge sig rundt på bordet. Kunden troede, at det var helt normalt, men Anne-Marie blev bange. Hun fortsatte dog med at spå kunden, og ti minutter senere bevægede flasken sig atter hen over bordet.

– Der blev jeg overbevidst om, at jeg havde evnerne. Det viste sig, at kundens far var død, mens hun sad hos mig, og jeg er sikker på, at det var ham, der ville markere sig, siger hun.

Hun mistede selv sin far som 27-årig, og to gange har hun fornemmet hans hånd på sin kind.

Budskaber i Netto-køen

Anne-Marie Østersø modtager budskaberne fra det hinsides i billeder, tanker og følelser i kroppen. Som brikker i et puslespil stykker hun selv meningen sammen. Desuden bruger hun folks fødselsdatoer, tarotkort og symboler, når hun spår. Selv når clairvoyanten står i Netto-køen, modtager hun budskaber fra det hinsides.

– Jeg kan ikke lade være med at kigge på de andre kunder og se, hvad jeg får ned. Nogen gange har jeg lyst til at konfrontere folk med de ting, jeg kan se. Som hvis jeg kan se, at en kvinde bekymrer sig for meget, og jeg kan se, at det kommer til at gå fint, men jeg gør det ikke, siger Anne-Marie.

Hun kan dog trække et mentalt rullegardin ned, når hun vil have fred, og hun kan ikke se ting, der vedrører hendes nærmeste familie.

– Jo tættere jeg er på folk, jo mindre kan jeg se. Nogen gange har jeg fået ting ind omkring mine veninder, og så har jeg ringet og sagt, at de skulle gøre sådan og sådan. Men det er ikke altid, folk lytter, for alle ved bedst selv, fortæller Anne-Marie og smiler.

Anne-Maries 16-årige datter Julie er 3. generation af synske kvinder i familien. Hun kom som lille hjem fra fritidshjemmet og kunne fortælle sin mor, at pædagogen var gravid, ’men hun ved det bare ikke selv’. Få måneder senere annoncerede pædagogen, at hun ventede sig.

– Min datter kan nok bedre forstå mig, end hvis hun ikke selv havde evnerne, så havde hun nok bare tænkt, at hendes mor var sindssyg, siger Anne-Marie.

Læs mere om Anne-Marie Østersø her: www.ostersoe.dk

Clairvoyance – klarsyn

Clairvoyance stammer fra fransk og betyder ’klarsyn’. Det er ifølge Anne-Marie Østersø evnen til at se ind i folks fortid, nutid og fremtid. Der er forskel på, hvordan clairvoyante modtager deres budskaber. Anne-Marie får syn og tanker, og hun kan mærke det i kroppen. Hvis hun f.eks. har en kunde med dårligt knæ, får hun også ondt i knæet. Desuden bruger hun symboler, tolker fødselsdatoer og lægger tarotkort.

Hver fjerde tror på spøgelser:

En undersøgelse fra 2008 viser, at mere end hver fjerde af os tror på spøgelser.

27 procent af 1020 personer mellem 18 og 75 år angav, at de troede på spøgelser, og hver sjette af de adspurgte havde selv haft uforklarlige oplevelser. Mænd er mere skeptiske overfor det overnaturlige end kvinder.

Kilde: Analyseinstituttet Zapera for Metroxpress

Har du oplevet noget overnaturligt:

Caroline Laursen, 36 år:

– En aften havde jeg et skænderi med min kæreste i telefonen, og da jeg havde lagt røret, var vi stadig uvenner. Pludselig fornemmede jeg min svigermors parfume i rummet. Hun var død kort tid forinden efter kort tids sygdom, og jeg tog det som et tegn på, at hun var ked af, at vi skændtes. Jeg ringede derfor straks til min kæreste og blev forsonet.

Jannie Hansen, 47 år:

– For 15 år siden opsøgte jeg af nysgerrighed en clairvoyant, og jeg var meget påpasselig med ikke at fortælle noget om mig selv. Clairvoyanten fortalte mig, at den ene af mine brødre ville blive skilt, og det havde jeg noget svært ved at tro på, da begge mine brødre var godt gift. En måned fortalte min lillebror mig, at han havde besluttet sig for at gå fra sin kone. Da fik jeg godt nok kuldegysninger.

Mona Hellman, 33 år:

– Sidste sommer blev jeg lidt over fem vækket af et brag inden fra stuen. Jeg gik derind og så, at billedet af min nevø, som stod i vindueskarmen, var væltet, så bagsiden lå opad. Jeg rejste billedet og gik i seng igen. Klokken halv otte ringede min stedfar og fortalte, at min mor er død. Hun var død lidt over fem, og det slog min, at det var på det tidspunkt, at billedet væltede. Min

stedfar og mor var på ferie, da hun døde, og jeg tror, at hun lige har været forbi for at sige farvel.

Kirsten Petersen, 54 år:

– Min mand og jeg bor i en moderne ejendom, alligevel har jeg oplevet noget mystisk i vores lejlighed. Når jeg var i bad, så jeg et aftryk af en hånd på den våde væg. Selv om jeg dagligt tørrede brusekabinen af, kom håndtrykket tilbage dagen efter. Jeg prøvede selv at sætte aftryk på væggen, men de forsvandt igen. Jeg registrerede aftrykket i en periode, men da jeg fortalte min mand og andre i min omgangskreds om hånden, forsvandt aftrykket.

Bragt i Hendes Verden nr. 9 2009

Share This: