ROSÉ

Posted on by 0 comment

 

Karen nåede lige at gribe vasen, da Olfert lettede fra stuebordet. Den rødstribede kat sprang op i vindueskarmen for at se, hvad der havde forstyrret middagsluren.

– Olfert, slap nu af. Det er bare posten.

Karen sukkede, hun var ikke den eneste, der trængte til ferie. Hun bar vasen ud i køkkenet og smed de halvvisne liljer ud. Hun skulle bare pakke det sidste, så var de på vej ud i sommerlandet – hun og Olfert. Karen havde lånt sin moster Evas sommerhus. Karen glædede sig til at vende byen ryggen og slappe af. Hun skulle ikke lave andet end at læse og drikke rosévin i solen. Karen havde ellers bøger nok i sit liv til hverdag, da hun arbejdede i børneafdelingen på det lokale bibliotek. Hun elskede sit arbejde og ville bruge ferien på at læse op på efterårets nye bøger. Nogen ville nok mene, at Karen var lidt sær. Sådan at bo alene med en kat og sine mange bøger. Men Karen var glad for sit liv, hun manglede ikke noget. Heller ikke en mand.

Ikke at hun havde noget i mod mænd. Hun havde da haft kærester, da hun var yngre, men nu var strømmen af emner tørret ud. Karen var 33 år, og mændene i hendes alder var forsvundet ud i parcelhuskvarterne, hvor de havde travlt med at sætte børn i verden. Sådan var det, og Karen begræd ikke sin eneboer tilværelse. Hun var ikke så social, nok lidt genert af natur. Og hvis hun savnede spænding, læste hun bare en bog. Hun blev nærmest et med sine bøger, når hun læste.

Det var næsten blevet aften, før Karen og en sur Olfert nåede sommerhuset. Huset lå ikke langt fra stranden, og Karen kunne høre, hvordan bølgerne dovent ramte stranden. Hun fandt nøglen i skuret og låste sig ind i sommerhuset. Huset lignede sig selv. Der lå strandskaller i vindueskarmene, gulnede ugeblade i kurven ved brændeovnen og møbler, som var mere hyggelige end kønne. Moster Eva havde skrevet et brev og lagt en flaske rosé på køl. Karen smilede, mosteren kendte hendes sommervaner.

Karen pakkede ud, fodrede sure Olfert og gik med ham ud. Hun turde ikke lade katten løbe frit, før han havde lært området at kende. Bagefter skænkede hun sig et glas rosé og læste mosterens brev. Hun skrev, at Petersen, som ejede nabohuset, havde lånt det ud til deres søn og barnebarn, og mosteren opfordrede Karen til at kigge derover, hvis hun savnede selskab. Karen fnyste, hun savnede aldrig selskab og da slet ikke af nogen, hun ikke kendte.

Solen vækkede Karen. Hun daskede ind i stuen, hvor hun blev barnlig glad, da hun så Olfert jagte en flue.

– Vi to har vist godt at komme ude af byen, sagde hun og gik ud i haven. Karen mærkede græsset under sine fødder og nød stilheden.

En barnestemme skar sig gennem freden: – Far, far, må jeg godt gå til stranden nu?

Karen rynkede brynene. Hun havde fri og havde ikke lyst til at få freden forstyrret af børn og larm.

Over hybenbuskene kunne hun se en lille dreng i hoppede trav med en badering om maven og skovl og spand i hænderne. Bag ham gik en mørkhåret, høj mand i bar overkrop og shorts. Baderingen røg hele tiden ned og bremsede drengens gang. Det så sjovt ud, og Karen kom ufrivilligt til at grine. Manden vendte sig om, og Karen skyndte at dukke sig bag hybenbuskene.

– Hvorfor stopper du, far? råbte drengen og vendte sig også.

– Jeg syntes, jeg hørte noget, svarede den mørkhårede mand. – Men jeg tog nok fejl. Kom vi skal på stranden.

Far og søn forsvandt ad stien mod stranden, og Karen pustede ud.    

Det var blevet eftermiddag, før Karen kunne smide sig på drømmesengen. Formiddagen var gået med at købe ind –  bøffer til grillen, salat og nye kartofler og et par flasker rosé. Da hun igen parkerede ved sommerhuset, så hun drengen med baderingen og hans far gå ind i nabohuset. Så var det altså Petersens søn og barnebarn. Ikke at Karen var typen, der fulgte med i andres liv. Hun anede ikke en gang, hvad hendes nabo derhjemme hed.

Olfert var begyndt at føle sig hjemme, og Karen lod ham gå frit rundt. Hun åbnede første side i sin bog – en afhandling om børns læsevaner. Karen havde glædet sig til at læse bogen, men det var, som om hendes hjerne var blevet hjemme. Ordene dansede henover siderne uden at give mening. Karen rejste sig fra drømmesengen.

Måske har jeg mere lyst til at læse en roman, tænkte hun og gik ind i sommerhuset. Hun kiggede på sine bøger, som sirligt var lagt til rette på sofabordet. Der var en lovende finsk debutant, noget nyere tysk lyrik og en stak børnebøger. Ingen af titlerne virkede længere tillokkende på Karen.

En række paperbacks med æseløre og slidte rygge på hylden over den blomstrede sofa fangende hendes blik. Hun trak den tykkeste bog ud og læste titlen: ”Jomfruen fra Tågernes Skov”. Forsiden viste en ung kvinde med lange, lyse lokker, der med et drømmende udtryk i øjnene trykkede sig ind til en høj, mørk mand med et myndigt udtryk i ansigtet.

Læser moster Eva virkelig sådan noget? tænkte Karen og vendte bogen.

”Den skønne Rebecca har levet hele sit liv i Tågernes Skov sammen med sin far. Afsondret fra verden og ganske uvidende om sin egen skønhed. Men en dag banker den mørke fremmede på hende dør og forstyrrer roen i Tågernes Skov…”, læste hun.

Karen grinede. Det var virkelig under hendes niveau at læse om skønjomfruer og mørke riddere i en tåget skov. Alligevel var bogen stadig i hendes hånd, da hun igen lagde sig på drømmesengen.

Under æbletræet jagtede Olfert sin hale med samme energi, som havde det været et en farlig fjende.

Karen blev fanget ind i den gribende beregning om den fattige, men smukke Rebecca. Hun fik en klump i halsen, da hun læse, hvordan Rebeccas mor havde mistet livet i barselssengen, og hvordan hendes tapre far havde opfostret hende alene. Skyggerne var ved at blive lange, da hun endelig slap bogen. Olfert lå i døråbningen og kiggede fornærmet på hende. Som tænkte katten: – Nu forsvinder du igen ind i bøgerne.

Karen dækkede bord på terrassen. Hun havde lavet salat og kogt majs samt skænket et glas af moster Evas rosé, og Olfert havde fået tun fra dåse – det var jo ferie. Karen var knap færdig med sin middag, da hun igen forsvandt ind i Tågernes Skov. Hun skænkede et glas rosé  mere og gik i gang  med afsnittet, hvor Rebecca mødte den fremmede ridder.

”Hun gøs, da hun så den fremmede ved bækken. Han krængede sin kappe og kjortel af, og solen oplyste vandråberne på hans brede, behårede bryst. Rebecca blev kold og varm på en gang….”

– Far, skal vi så have is nu?

Karen blev brutalt revet tilbage fra Tågernes Skov. Irriteret kiggede hun over hegnet, der adskilte Moster Evas hus fra Petersens. I det samme kiggede faderen op. Med en let bevægelse skubbede han sit mørke hår væk fra panden. Hans blik fangede Karens, og han nikkede. Karen mærkede varmen i kinderne, hun lavede en akavet bevægelse, greb tallerken og bestik og skyndte sig ind i huset.

Karen forsøgte at kalde Olfert til sig, men katten levede sit eget liv. Karen måtte kapitulere og snige sig ud efter den ulydelige kat. Hun havde lige fået fat i Olfert, da drengen kom ud af nabohuset med en is i hånden. Glad løb han hen til hegnet.

– Hvad hedder katten? spurgte han.

– Olfert, svarede Karen og gjorde mine til at gå, men i det samme kom drengens far også ud.

– Hej, er du vores nabo?

– Ja, mumlede Karen. Hun hadede at smalltalke med fremmede. Det gik lige, når hun var på arbejde, for der kunne hun tale om bøger, men almindelig snak om vind og vejr, det mestrede hun ikke.

– Jeg må ind med Olfert. Ja, det er ved at være sent, og han skal sove, hørte Karen sig selv sige. Og det lød ganske ubegavet – også i hendes egne øre.

– Jamen, så må I have en god aften, sagde manden med et glimt i øjet.

Karen skyndte sig at gå.

– Godnat Olfert, råbte drengen.

Karen sov dårligt den nat. Hun drømte, at hun løb rundt i Tågernes Skov og ledte efter Olfert. Men hun gik i ring og endte hele tiden ved bækken, hvor den mørke ridder stod og vaskede sig. Men ridderen havde manden i nabohusets ansigt. Hun løb bort fra bækken, men stien førte hende hele tiden tilbage til den fremmede.

Karen gik først ud i haven, da hun fra køkkenvinduet havde set far og søn forsvinde mod stranden. Hun skulle ikke snakke med fremmede, hun skulle bare slappe af og læse. Og historien om Rebecca nåede nye, dramatiske højder. Skønjomfruens far havde advaret sin datter mod den mørke ridder.

”Rebeccas unge hjerte var sat i brand for allerførste gang, og end ikke faderens formaninger kunne holde hende væk fra stævnemødet med den hemmelighedsfulde fremmede…”

Karen læste om stævnemødet, men det var, som om den mørke ridder havde ændret ansigt. Karen så naboen for sig. Nu var det ham, der knugede Rebecca ind til sig og begærligt kyssede hendes unge læber.  

Det må være solen, tænkte Karen og lagde bogen fra sig. Hun lukkede øjnene og så naboen for sig. Nu var det hendes læber, han kyssede, og Karen mærkede, hvordan det sitrede i kroppen. Hun slog øjnene op. Hvad var det her for noget? Hun plejede ikke at fantasere om fremmede mænd! Hun kendte ham ikke, og Karen var af den klare overbevisning, at det indre kom før det ydre. Lettere rystet gik hun ind i huset for at hente Olferts snor.

– Vi to trænger vist til frisk luft, sagde hun og lagde den vrangvillige kat i selen.

De gik ned på stranden. Der var skumtoppe på vandet, og Karen nød den friske vind mod sin hud.

– Skal Olfert luftes? spurgte en stemme drillende, og Karen snurrede forskrækket rundt og så lige ind i et par brune øjne. Naboen! Karen rødmede, hun følte sig afklædt – som vidste han, at hun netop havde tænkt på ham.

– Ja, Frederik har talt meget om Olfert, sagde han lidt undskyldende.

– Frederik?

– Ja, min søn. Jeg hedder Jens, sagde naboen og rakte hånden frem.

– Karen.

De stod lidt og kiggede på surferne, der strøg over de hvide bølgetoppe. Karen spekulerede som en gal over, hvad hun skulle sige, men ordene kom ikke. Men det virkede ikke, som om Jens syntes, det gjorde noget, at de var tavse.

Karen måtte virkelig koncentrere sig for ikke at se Jens fra nabohuset for sig. Han hørte ikke hjemme i Tågernes Skov, han var bare en tilfældig mand i et sommerhus. Karen havde læst i et par timer, da hun pludselig blev klar over, at der var meget stille. Normalt holdt Olfert sig i hendes nærhed, men nu kunne hun ikke se ham. Karen gik en runde i haven og i huset, men der var ingen kat. Hun kaldte og kaldte.

– Måske har han jagtet en fugl og er løbet væk, tænkte hun bange, mens hun smækkede havelågen efter sig.

Karen gik og op og ned af sommerhusvejene, mens kaldte på Olfert. Hun havde slet ikke haft fantasi til at forestille sig, at hendes lille bykat kunne begive sig ud på eventyr. Karen bandede over sig selv, hun blev så opslugt, når hun læse. Bare hun da aldrig havde givet sig i kast med den tåbelige roman.

Karen spurgte alle, hun mødte, om de havde set en rødstribet, lettere overvægtig hankat. Hun spurgte i iskiosken, hos købmanden og på campingpladsen, men ingen havde set ham. Karen var dybt ulykkelig, hun havde haft Olfert i fem år og kunne slet ikke forestille sig et liv uden ham.

Det var ved at blive aften, da Karen gik tilbage til sommerhuset. Hun så, hvordan sommergæsterne tændte op i grillene og åbnede vin. Pludselig følte hun sig meget trist og alene.

Hun håbede til det sidste, at katten ville være ved sommerhuset, men der var ingen. Hun lod sig synke ned på en havestol og stirrede tomt ud for sig.

– Far, far, damen er hjemme nu.

Karen hørte Frederiks barnestemme og sukkede. Hun var bestemt ikke i humør til andre mennesker lige nu. Jens og Frederik nærmede sig, og med en sidste kraftanstrengelse rejste hun sig.

– Hør her, jeg er ked af det, men jeg er ikke lige i humør…, forsøgte hun sig.

– Nej, nej, vi vil også bare sige, at vi har fundet din kat, svarede Jens – Frederik fandt ham i skuret, da vi ledte efter grillkul. Han var godt sur.

Karen stirrede på dem. – Har I Olfert?

Hun begyndte at græde. – Jeg har været så bange. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

– Far, hvorfor græder damen? Er hun slet ikke glad for, at vi har fundet Olfert? spurgte Frederik.

Karen kom til at grine. – Jo, jeg er rigtig glad for, at I har fundet ham. Jeg må hellere hente ham, han er sikkert sur.

Olfert var ganske rigtig meget sur over at være lukket inde. Karen knugede sin kat ind til sig. Pludselig gik det op for hende, at hun burde gøre noget for sine naboer. Men hvad? Rødmende fik hun spurgt, hvordan hun kunne takke dem.

– Hvis du kan låne os nogle grillkul, så taler vi ikke mere om det. Jeg har lovet Frederik, at vi skulle grille, men vi har ikke flere kul.

– Hvorfor kommer I ikke bare over til mig og griller? hørte Karen sig selv spørge.

Hun anede ikke, hvor ordene kom fra.

Jens tændte op i grillen, mens Karen snittede salat og åbnede en flaske rosé. De grillede, spiste og Karen undrede sig over, hvor let det var at tale med Jens. Efter middagen legede Frederik med Olfert, og Karen og Jens talte videre. Han fortalte, at han var skilt fra Frederiks mor, og han havde lånt sine forældres sommerhus i to uger, så han kunne holde ferie sammen med Frederik. Karen mærkede, hvordan hendes hjerte gave et lille hop, da han sagde to uger.

– Nå, skal vi tage opvasken? spurgte Jens.

Karen protesterede, men han var allerede inde i huset og ved at fylde baljen.

– Hvad er det du læser?

Jens havde fundet ”Jomfruen fra Tågernes Skov”, som Karen havde smidt på køkkenbordet. Han kiggede på hende og havde igen det drillende udtryk i øjnene. Karen rødmede. Den tåbelige bog gav hende ikke andet end problemer.

Jens slog op og læste: – ”Deres skæbner var flettede ubrydeligt ind i hinanden, og det samme var deres følelser for hinanden…” Karen, hvorfor læser du sådan noget? Mangler du romantik i dit liv?

Han kiggede længe på hende, Karen følte sig ør i hovedet. Det var nok rosévinen. Men Jens havde ret. Der var ikke meget romantik i hendes liv. Jens lagde romanen fra sig og stillede sig helt tæt på Karen.

– Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt romantik i mit liv, sagde han og trak Karen ind til sig. Hun følte, hvordan hendes krop sitrede under hans hænder, da hans læber rørte hendes.

Karen tænkte, at hun nok ikke nåede at læse”Jomfruen fra Tågernes Skov” færdig, mere tænkte hun ikke, for hun havde et meget intenst kys at besvare.

Bragt i Ude og Hjemme i sommeren 2006

Share This:

Category: Fiktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>