Anne-Marie Østersø var kun 14 år, da hun havde en oplevelse, som ikke kunne forklares med almindelig logik. Det er gennem årene blevet til masser af budskaber fra åndeverdenen, og siden 1995 har hun været clairvoyant på fuld tid.
Af VIBEKE C. LARSEN
Foto: HANNE PALUDAN KRISTENSEN
Anne-Marie lå i sin seng og skulle sove. Pludselig fik den 14-årige pige følelsen af, at hun fløj ud af sin egen krop. Hun følte, at hun svævede og kunne se sin egen krop i sengen.
– Det var meget mærkeligt og skræmmende, for jeg troede, at jeg skulle dø. Først tænkte jeg, at det nok bare var en drøm, men et eller andet sted vidste jeg, at det ikke var noget, jeg havde drømt, siger Anne-Marie Østersø, der i dag er 45 år.
Det var clairvoyant Anne-Marie Østersøs første oplevelse med den åndelige verden. En verden, som mange finder fascinerende, men som ligeså mange ryster på hovedet af.
– Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke tror på det. Jeg har også svært ved at tro på noget, jeg ikke selv har oplevet. Hvis man har set et spøgelse, så tror man på det, siger Anne-Marie.
Efter Anne-Maries ’ud af kroppen’ oplevelse som 14-årig var det, som om der skete noget. Som om der var blevet åbnet op for et vindue til en anden verden. Anne-Marie vidste pludselig, hvem veninderne i skolen var forelskede i, uden veninderne havde sagt noget. Hun kunne også forudsige begivenheder.
– En dag skulle vi have gæster, og jeg sagde til min mor, at jeg ikke troede, de kom. Fem minutter ringede de afbud. Min mor fortalte mig, at jeg var synsk, og hun sagde, at hun havde de samme evner, fortæller Anne-Marie.
Hendes mor bad hende dog også om at lukke af for sine synske evner. Anne-Maries mor var vokset op i et præstehjem, hvor den slags evner ikke var velansete.
– Jeg tror, at min mor var bange for, hvad jeg skulle rode mig ud i, hvis jeg brugte mine evner, siger Anne-Marie.
Dengang tænkte hun ikke videre over, at hun kunne se ting og begivenheder, udover at det var lidt mærkeligt.
– Set i bakspejlet var det meget ensomt og frustrerende at være alene med de oplevelser, husker Anne-Marie.
Hun har netop udgivet bogen ’Tror du på spøgelser?’, som handler om børn, der oplever overnaturlige ting. Bogen er skrevet sammen med den kun 12-årige Camilla Paulsen, der også har clairvoyante evner.
– Bogen er skrevet for børn, så de ikke skal føle sig alene, hvis de har uforklarlige oplevelser, siger hun.
Flasken, der bevægede sig
Anne-Marie måtte gennem en boghandleruddannelse, Spies guideskole og en konkurs med sin egen videobutik, får hun begyndte at tage sine clairvoyante evner seriøst. Konkursen og en kæreste, der forsvandt, fik hende i en alder af 23 år til at opsøge en astrolog.
– Hun var den første, der, udover min mor, fortalte mig, at jeg havde clairvoyante evner, og det gjorde udslaget for hele min videre færden. Hun kunne se i mit horoskop, at jeg havde evnerne, og hun opfordrede mig til at leve af det, og jeg tænke bare ja, ja. Der var slet ikke så meget fokus på den alternative verden dengang, og folk ville tro, at jeg var skør, siger Anne-Marie.
Hun troede dog så meget på astrologens ord, at hun i det små begyndte at spå veninder, veninders veninder og kolleger. Det greb om sig, og siden 1995 har Anne-Marie levet af sine clairvoyante evner. Udover kurser og private kunder har hun en brevkasse i Ude og Hjemme, og hun har medvirket i flere tv-programmer. Alligevel møder hun ofte skepsis.
– Der er altid nogen, der vil have beviser, og tidligere prøvede jeg også at overbevise folk ved for eksempel at fortælle dem, hvilken farve deres sofa havde, men folk, der ikke tror på clairvoyance, vil altid forsøge at finde en logisk forklaring. Nu gider jeg ikke længere forsøge at overbevise folk, for jeg ved, hvad jeg kan, og der vil aldrig være nogen, der kan overbevise mig om, at jeg ikke har clairvoyante evner, siger Anne-Marie bestemt.
Hvis hun tvivlede det mindste på sin kunden, blev hun overbevidst en dag, hvor hun havde en kunde i sit hjem. Mens de talte, begyndte Anne-Maries vandflaske at bevæge sig rundt på bordet. Kunden troede, at det var helt normalt, men Anne-Marie blev bange. Hun fortsatte dog med at spå kunden, og ti minutter senere bevægede flasken sig atter hen over bordet.
– Der blev jeg overbevidst om, at jeg havde evnerne. Det viste sig, at kundens far var død, mens hun sad hos mig, og jeg er sikker på, at det var ham, der ville markere sig, siger hun.
Hun mistede selv sin far som 27-årig, og to gange har hun fornemmet hans hånd på sin kind.
Budskaber i Netto-køen
Anne-Marie Østersø modtager budskaberne fra det hinsides i billeder, tanker og følelser i kroppen. Som brikker i et puslespil stykker hun selv meningen sammen. Desuden bruger hun folks fødselsdatoer, tarotkort og symboler, når hun spår. Selv når clairvoyanten står i Netto-køen, modtager hun budskaber fra det hinsides.
– Jeg kan ikke lade være med at kigge på de andre kunder og se, hvad jeg får ned. Nogen gange har jeg lyst til at konfrontere folk med de ting, jeg kan se. Som hvis jeg kan se, at en kvinde bekymrer sig for meget, og jeg kan se, at det kommer til at gå fint, men jeg gør det ikke, siger Anne-Marie.
Hun kan dog trække et mentalt rullegardin ned, når hun vil have fred, og hun kan ikke se ting, der vedrører hendes nærmeste familie.
– Jo tættere jeg er på folk, jo mindre kan jeg se. Nogen gange har jeg fået ting ind omkring mine veninder, og så har jeg ringet og sagt, at de skulle gøre sådan og sådan. Men det er ikke altid, folk lytter, for alle ved bedst selv, fortæller Anne-Marie og smiler.
Anne-Maries 16-årige datter Julie er 3. generation af synske kvinder i familien. Hun kom som lille hjem fra fritidshjemmet og kunne fortælle sin mor, at pædagogen var gravid, ’men hun ved det bare ikke selv’. Få måneder senere annoncerede pædagogen, at hun ventede sig.
– Min datter kan nok bedre forstå mig, end hvis hun ikke selv havde evnerne, så havde hun nok bare tænkt, at hendes mor var sindssyg, siger Anne-Marie.
Læs mere om Anne-Marie Østersø her: www.ostersoe.dk
Clairvoyance – klarsyn
Clairvoyance stammer fra fransk og betyder ’klarsyn’. Det er ifølge Anne-Marie Østersø evnen til at se ind i folks fortid, nutid og fremtid. Der er forskel på, hvordan clairvoyante modtager deres budskaber. Anne-Marie får syn og tanker, og hun kan mærke det i kroppen. Hvis hun f.eks. har en kunde med dårligt knæ, får hun også ondt i knæet. Desuden bruger hun symboler, tolker fødselsdatoer og lægger tarotkort.
Hver fjerde tror på spøgelser:
En undersøgelse fra 2008 viser, at mere end hver fjerde af os tror på spøgelser.
27 procent af 1020 personer mellem 18 og 75 år angav, at de troede på spøgelser, og hver sjette af de adspurgte havde selv haft uforklarlige oplevelser. Mænd er mere skeptiske overfor det overnaturlige end kvinder.
Kilde: Analyseinstituttet Zapera for Metroxpress
Har du oplevet noget overnaturligt:
Caroline Laursen, 36 år:
– En aften havde jeg et skænderi med min kæreste i telefonen, og da jeg havde lagt røret, var vi stadig uvenner. Pludselig fornemmede jeg min svigermors parfume i rummet. Hun var død kort tid forinden efter kort tids sygdom, og jeg tog det som et tegn på, at hun var ked af, at vi skændtes. Jeg ringede derfor straks til min kæreste og blev forsonet.
Jannie Hansen, 47 år:
– For 15 år siden opsøgte jeg af nysgerrighed en clairvoyant, og jeg var meget påpasselig med ikke at fortælle noget om mig selv. Clairvoyanten fortalte mig, at den ene af mine brødre ville blive skilt, og det havde jeg noget svært ved at tro på, da begge mine brødre var godt gift. En måned fortalte min lillebror mig, at han havde besluttet sig for at gå fra sin kone. Da fik jeg godt nok kuldegysninger.
Mona Hellman, 33 år:
– Sidste sommer blev jeg lidt over fem vækket af et brag inden fra stuen. Jeg gik derind og så, at billedet af min nevø, som stod i vindueskarmen, var væltet, så bagsiden lå opad. Jeg rejste billedet og gik i seng igen. Klokken halv otte ringede min stedfar og fortalte, at min mor er død. Hun var død lidt over fem, og det slog min, at det var på det tidspunkt, at billedet væltede. Min
stedfar og mor var på ferie, da hun døde, og jeg tror, at hun lige har været forbi for at sige farvel.
Kirsten Petersen, 54 år:
– Min mand og jeg bor i en moderne ejendom, alligevel har jeg oplevet noget mystisk i vores lejlighed. Når jeg var i bad, så jeg et aftryk af en hånd på den våde væg. Selv om jeg dagligt tørrede brusekabinen af, kom håndtrykket tilbage dagen efter. Jeg prøvede selv at sætte aftryk på væggen, men de forsvandt igen. Jeg registrerede aftrykket i en periode, men da jeg fortalte min mand og andre i min omgangskreds om hånden, forsvandt aftrykket.
Bragt i Hendes Verden nr. 9 2009