VED SIDEN AF EN DÅRLIG KVINDELIGE BILIST, SIDDER DER EN ARRIG MAND

Posted on by 0 comment

Jeg har kørt bil, siden jeg var12, modtaget 31 køretimer af meget pædagogisk kørelærer, og jeg er endda medejer af et styk blå Renault. Alligevel får jeg koldsved på panden og hjertebanken, når jeg kaster mig ud i trafikken, og det gør det ikke bedre, at når der sidder en bedrevidende mand ved siden af

Af VIBEKE C. LARSEN

– Gefühl, skat, gefühl. Kæresten ruller med øjnene, mens han irriteret spytter ordene ud. Jeg sidder bag rattet i fællesbilen og har endnu en gang skiftet gear med en for min mandlige medpassager ganske uforståelig ufølsomhed. Hver gang jeg hiver i gearstangen, vrider han sig, som er det selve hans manddoms pryd, jeg mishandler. Han kan simpelthen ikke forstå, at jeg ikke med let hånd kan hoppe fra fjerde til femte gear. Forklaring – jeg er en kvinde og bliver frygtelig usikker, når jeg sidder bag et rat. Jeg kan sagtens køre 30 kilometer med håndbremsen trukket uden at undre mig det mindste over, at lampen lyser rødt. Jeg har heller ikke helt forstået, at en bil ikke er lavet af et elastisk materiale, så man i en parkeringssituation ikke bare kan forsætte, til man mærker modstand. Først når kofangeren ligger afrevet foran bilen, forstår jeg, at jeg nok burde have forsøgt med en anden taktik end blot at tænke ’det går nok’, eller ’jeg ville have været en stor bilist i Paris’. Når jeg kigger rundt på mine medsøstre, der ellers alle er ligestillede med mænd i job, uddannelse og huslige pligter, er der ingen af dem, der springer i øjnene som Tom Kristensens afløser, men jeg tror ikke forklaringen skal findes i generne, men hos mændene.

Forstørret blikdåse i frigear
Først begyndte bilen at trille, og så kom braget. Jeg var 11 år, da jeg første gang oplevede, hvordan en bil er en hellig genstand for en mand. Jeg sad og legede i min farfars nye bil. Lige et lille ryk med gearstangen, og så hoppede bilen uden af første gear og trillede lystigt ned ad bakken. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle stoppe den rullende bil, og jeg nåede ikke engang at skrige op, før farfars bil bragede ind i min fars bil. Min farfar var 80, mild og blid, så han tog det pænt, hvorimod min egen far råbte og skreg. Ingen var døde, og en bil er jo bare en forstørret blikdåse, men sådan så min far ikke på det, for det var en meget alvorlig sag. Da han var færdig med at råbe, besluttede min far sig for, at han hellere måtte lære sin ukyndige datter det dér med biler. Jeg fik min første uautoriserede køretime som 12-årig på en bumlet markvej udenfor barndomsbyen med min far som selvbestaltet kørelærer. Mange skænderier senere kunne jeg skifte gear, bakke og køre hæderligt på markvejene, og seks år senere troede min far naivt, at mit møde med Nordjyllands roligste kørerlærer, Otto Thygesen, ville blive ganske flygtigt. Han tog fejl.

Kørelærerens hurtige fod
Min far lærte at køre som 8-årig og fik sit kørekort efter fire køretimer, bevares der var næppe så meget trafik på gaderne dengang, men alligevel havde han usædvanlig svært ved at forstå, at hans datter dumpede efter 27 køretimer. Selv var jeg dybt ulykkelig, stortuede og følte, at jeg var det mest håbløse menneske. Hvorfor kunne alle andre få det fordømte kørekort, når jeg ikke kunne? Det var ikke min kørelærers skyld. Otto var et fantastisk tålmodigt menneske med nerver af beton. Uden at fortrække en mine blokerede han kørelærerbremsen på den røde Peugeot og kiggede roligt på mig, mens han sagde: – Der kommer en lastbil med anhænger, synes du ikke lige, at du skal holde tilbage for ham? Lastbilen susede forbi, mens jeg sad og måbede. Jeg havde ikke set lastbilen, og Ottos Peugeot havde uden tvivl fået nogle rigtig grimme buler, hvis det ikke havde været for kørelærerens hurtige fod. Efter 31 kørertimer kunne jeg endelig kalde mig bilist, men jeg måtte snart sande at et styk pap ikke gjorde mig til en Thorkild Thyrring.

Kollisionen med drivhuset
Man kan måske ikke fortænke min bil-elskende far i, at han ikke var alt for pjattet for at låne den firhjulede ud til sin datter. Når det skete, var bilen knap parkeret i carporten, før farmand med tilbageholdt åndedræt spurgte: – Hvordan gik kørslen? Som den dag, da jeg skulle køre min lillebror på arbejde. Hans første arbejdsdag som landbrugselev. Jeg fik fint parkeret på gårdspladsen og tog afsked med brormand. Så satte jeg mig ind i bilen, mens jeg tænkte, at nu skulle jeg ikke ramme bondemandens løsgående labrador eller hans legende barn. Jeg holdt øjnene stift rettet på den sorte hund og det lille barn, mens jeg bakkede om hjørnet, og så var det, at jeg hørte lyden af klirrende glas. Langsomt vendte jeg mig om og så, at jeg havde ramt bondemandens drivhus. Ruderne var knuste og bilen ridset. Langsomt steg jeg ud af køretøjet, mens benene rystede under mig. Min bror sagde ikke noget, men der var ikke meget søsterkærlighed i det blik, han sendte mig. I det samme kom bondemanden løbende hidkaldt af larmen, og der var ikke meget andet at sige: – Goddag, jeg er storesøsteren, og jeg har lige smadret dit drivhus. Bondemanden tog det pænt, men det samme kunne man desværre ikke sige om min far. Hans stemme kunne høres gennem det halve Aalborg, da jeg i telefonen havde mumlet: ’Ikk’ så godt’ til det obligatoriske spørgsmål om kørslen. Bilen havde fået et par skrammer, men stemningen i barndomshjemmet blev aldrig rigtig god den dag.

Ultimativ frihed
I dag er jeg så 36 år, og på parkeringspladsen holder der en blå bil, som jeg har været medejer af i to år. En bil, som jeg faktisk bare kan køre i, hvis jeg lyster. I begyndelsen var det med bankende hjerte og svedige hænder, at jeg satte mig bag rettet, overbevidst om, at det var med livet, mit eller andres, som indsats, når jeg rullede ud i trafikken. Jeg har endnu ikke ramt gamle damer, cyklende børn eller løbske kæledyr, og efterhånden sker det, at jeg slapper lidt af, når jeg kører. Især når jeg er alene i bilen, og der ikke er nogen, der brøler ’gefühl’, når gearskiftet driller, går det faktisk hæderligt. Det er ligefrem gået op for mig, hvor genial en opfindelse en bil er. Ikke noget med at vente på forsinkede busser ved forblæste stoppesteder, for en bil er den ultimative frihed. Jeg tror, at hvis vores fædre, brødre, kærester og mænd undlod at råbe og rulle med øjnene, når vi kvinder er bag rattet, ville jeg og mine medsøstre får helt styr på koblingspunkt, parallelparkering og trepunktsvendinger, og så kunne vi blive ganske habile bilister.

Bragt i Hendes Verden nr. 31 2009

Share This:

Category: Klummer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>